Røverfest med forandringer
Vissenbjerg
10. august 2021
Af John Jakobsen
Planlægningen og aftalerne om årets Røverfest har været en stor udfordring i år, da restriktionerne omkring Corona løbende er blevet ændret. Alligevel er det lykkedes for de gæve Vissenbjerg-røvere at gennemføre festlighederne trods betydelige ændringer i det ellers traditionelle program, hvor bl.a. tivoli, kræmmermarked og fællesspisning måtte undværes.
Bankospil i Hallen torsdag havde næsten 400 deltagere. Fredag var der solgt ca. 1000 billetter til koncert med Magtens Korridor, KATO og Johnson. Desværre blev det en våd aften med masser af regn. Lørdag startede med det traditionelle optog rundt i sognet med 18 festligt pyntede biler fulgt af hestevogn og ryttere. Til dagens koncert med Christian Brøns, Sømændene og En Lille Pose Støj var der solgt 900 billetter. Til søndagens gratis morgenkaffe med rundstykker fra Vissenbjerg-bageren var der betydeligt færre deltagere end ved de tidligere Røverfester. Til gengæld var der god opbakning til MGP-showet, hvor vinderne fra MGP 2021 gav en super oplevelse til de ca 400 børn og voksne.
En af ”MGP-stjernerne” Adede fortalte publikum, at hun var døbt i Vissenbjerg Kirke, da hendes fars forældre Samuel og Inga Ocansey bor i Vissenbjerg, og hun ofte havde været til Røverfest.
Det samlede resultat af årets Røverfest kan først oplyses senere.