Ny jernbanestrækning mellem Odense og Kauslunde tager form
Det er tydeligt for enhver, som enten bor i området eller kører på Fynske Motorvej, at der for alvor er kommet gang i anlægsarbejdet på den kommende jernbane, siger projektchef Jane Winther Ipsen, Vejdirektoratet.
På den cirka 35 kilometer lange strækning er hele fire forskellige entreprenører i gang med de opgaver, som det kræver at bygge en jernbane, så der kan køre tog om få år. Langs strækningen er der lige nu godt og vel 225 maskiner og kraner, og 420 personer i gang med at flytte de cirka 7 mio. m3 jord og bygge de i alt 33 broer, som projektet omfatter.
De nye broer
Den nye jernbane omfatter i alt 33 konstruktioner:
• 15 jernbanebroer
• 16 vejbroer
• 1 stibro
• 1 motorvejsbro over E20 Fynske Motorvej
De mange konstruktioner betyder, at anlægsprojektet har en meget stram tidsplan, og derfor skal der ske meget på forholdsvis kort tid. For at det endelige projekt kan stå klar i 2029, og at der før da kan gennemføres elektrificering og den nødvendige testkørsel på strækningen, har Vejdirektoratet travlt med at bygge broerne nu.
Samtidig er der høje krav til jernbanebroer, som blandt andet betyder, at de skal valideres på forhånd af en tredjepart. Det er også med til at presse tidsplanen yderligere.
– Men som de fleste, der færdes i området, nok har konstateret ved selvsyn, så er vi i fuld gang, og kommer til at være det den kommende tid. Vi har indtil videre støbt de første fire broer, og er lige nu i gang med 20 forskellige broer. Og når vi er helt færdige, så forventer vi at have brugt cirka 56.000 m3 beton til at etablere jernbanens rute over Vestfyn, siger projektchefen.


