Thomas Edison kunne tage Pearl Street Station, verdens første kraftværk, i brug  i 1882. 

Året efter åbnede elværker i Berlin og Milano. 

Otte år senere, i 1891, kunne urmager Jens Hansen åbne Danmarks første elværk, som lå i Køge. Samme år fulgte Odense trop.

Og så gik det ellers stærkt. I 1921/22 var der således 496 elværker i Danmark, som indgik i det offentlige forsyningssystem. Dertil kom et stort antal ”fabrikselværker”, som kun producerede strøm til en enkelt virksomhed. 

Jævn- og vekselstrøm

De første elværker producerede jævnstrøm, som kun kunne transmitteres nogle få kilometer, dvs. det var kun tætbefolkede byer, som fik glæde af strømmen. 

Det ændrede sig med vekselstrømsanlæggene, for højspændt vekselstrøm kan transmitteres over store afstande. Det betød fx, at man med fordel kunne opføre et kulfyret kraftværk på en havn, hvortil skibe kunne transportere kullene.  Det gjaldt f.eks. for Skærbækværket ved Kolding, Studstrup og Midtkraft i Aarhus og Fynsværket i Odense. 

En anden konsekvens var, at man kunne udnytte vandkraften til at producere strøm. Navnlig, hvor faldhøjden og vandmængderne var store, som ved Vemork kraftværket i Norge (1911), som udnyttede Rjukan Fossets fald på 300 meter. Det var forsynet med 10 turbiner på hver 14.500 hKw. 

Men selv i Danmark, der som det hedder i Michael Falks sang, er et land uden høje bjerge, satsede man også på vandkraft. 

108 vandkraftværker

Det største af de danske vandkraftværker, Gudenåcentralen ved Tange Sø, som havde en faldhøjde på 10 meter, var forsynet med tre dobbeltturbiner på hver 1.800 HK. 

På sit højeste var der 108 anlæg, som satsede på vandkraft. 

De første og i øvrigt langt de fleste vandkraftanlæg blev opført i eksisterende møllebygninger, således 69 anlæg fra 1897 til 1932. 

På nær et anlæg ved Esrom lå alle vandkraftværker i Jylland eller på Fyn. 

De fynske vandkraftværker omfattede Brobyværk Elværk, Vester Skerninge Elværk, Brende Mølle Elværk, Glamsbjerg Elværk, Hårby Mølle og Elværk, Røjle-Staurby Elværk, Killerup Elværk, Pederstrup Elværk, Ringe/Boltinge Elværk, Hvidkilde Elværk og Rolfsted Elværk. 

Brende Mølle Elektricitetsværk 1912-1983

Historien om de danske elværker minder om historien om de danske andelsforeninger, som f.eks. andelsmejerierne. 

For efter at det første andelsmejeri blev oprettet i 1882 i Hjedding gik det stærkt, så der i 1939 var 1399 andelsmejerier, hvorefter man kom ind i en konsolideringsfase og i dag er der vel under 25, med ARLA, som det altdominerende selskab. 

Samme konsolidering fandt også sted hos elværkerne. Ikke mindst vandkraftværkerne viste sig at være en parentes i den danske elhistorie. 

Privat initiativ

Anlægsfirmaet ”Jørgensen & Blichfeld” så en forretningsmulighed i at opføre et elværk ved Brende Mølle, og det blev sat i drift 25. september 1912 som et højspændingsværk med kontinuerlig drift. 

Foruden to turbiner på 90 HK, som skulle udnytte vandkraften, blev der installeret et en dieselmotor på 135 HK og året efter et dampanlæg. 

Firmaet afhændede elværket til forbrugerne efter tre år. 

Under første verdenskrig blev brændsel en mangelvare, men med tre kraftkilder evnede Brende Mølle Elværk at opretholde driften ved at bruge tørv og grantoppe. 

Vand giver udfordringer

At udnytte vandkraften er forbundet med flere udfordringer: Der er mest vand, når det regner, mens vandet kan være væk, når frosten sætter ind.  Den ustabile forsyning kan man et stykke ad vejen komme uden om ved at have en tilstrækkelig stor mølledam, men mølledamme har det med at blive fyldt op med dynd og slam – og slam aflejrer sig på køleflader og i kedlen. 

Elværket har gennem tiderne haft planer om at udvide mølledammen og lave en ny dæmning, sådan at både faldhøjde og reservoiret kunne øges. Projekterne blev dog aldrig realiseret. 

Samarbejde med Assens Elværk

Den mere eller mindre permanente mangel på maskinkraft fik Brende Mølle til at indlede et samarbejde med Assens Elekticitetsværk, sådan at Brende Mølle-værket kunne få strøm fra Assens. 

I 1939 besluttede elværket at opruste med en dieselmotor på 600 HK. 

Anden Verdenskrig betød nye udfordring med brændselsforsyningen, men også nye forbrugere, da petroleum blev en mangelvare. Det fik ejere af ejendomme, som klarede sig med petroleum til belysning og motordrift, til at søge om tilslutning til elværket. 

I 10-året 1937-1947 øgedes forbrugertallet fra 900 til 1200, noget som satte fokus på elværkets muligheder for at producere og skaffe den ønskede mængde strøm. 

Et af de store spørgsmål var, hvilken kraftkilde, man skulle satse på. 

Bestyrelsen til ålegilde

Selv om vandkraften, som nævnt, var forbundet med udfordringer, var tanken om at udbygge vandkraften ikke nogen død sild, så efter befrielsen besluttede bestyrelsen, at elværket skulle erhverve mølledammen, som man hidtil havde lejet. 

Med erhvervelsen fulgte også fiskeretten, som elværket dog overlod til dyrlæge Duus Hansen, der var en ivrig lystfisker – på betingelse af, at han leverede et kvantum ål til Ejby Gæstgivergård, hvor bestyrelsesmøderne med efterfølgende aftensmad foregik. 

Ålene blev således fortæret af bestyrelsen på et møde, ”hvor der sjældent var afbud”, og ”hvor ålebenene helst skulle nå både rundt om og danne kors på tallerkenerne”. 

Et mandeforetagende

Som antydet af denne anekdote gælder der om Brende Mølle Elværk, at det var et andelsforetagende med få ansatte og flere frivillige. 

Uanset om man var ansat eller bestyrelsesmedlem gælder, at det var mænd, som involverede sig i driften af elværket. 

Det ser man i fhv. driftsbestyrer Niels W. Knudsens fortælling om elværkets 50 års-jubilæum: 

”I aftenfesten på Haarby Kro deltog i alt 177 personer, som fordelte sig med 119 betalende andelshavere og 58 gæster alle med damer”. 

Damerne fik også opmærksomhed under aftentraktementet, hvor man bl.a. kan læse: ”Der blev sunget en til lejligheden forfattet sang, og efter stegen talte førstelærer Viggo Nielsen, Tanderup for damerne…..”. 

Forskellige tarifsystemer

En tilbagevendende opgave og diskussionspunkt for elværksbestyrelserne var at udforme tarifferne, så de på engang afspejlede omkostningerne, var retfærdige, ikke alt for komplicerede og til administrere. 

Det gjaldt også for Brende Mølle Elværk. 

Tarif skal fremme forbruget

Indtil 1933 skulle andelshaverne betale for forbruget og en mindre fast afgift. I årene frem til 1948/49 betalte man udelukkende efter kWth-fobruget.

Det var tariffer, som man i bestyrelsen ikke var ganske tilfreds med. For tariffens restriktive virkning på forbruget, havde nok været fint under besættelsen, men var det ikke længere, fordi afregningsformen ”virkede hæmmende på folks lyst til at udnytte elektricitets optimalt ved at gøre brug af de mange nye elektriske hjælpemidler, der begyndte at dukke op efter krigen”. 

Brende Mølle Elværk ændrede derfor i 1948 afregningsformen, således at faste afgifter kom til at fylde mere, men forbrugsbetalingen mindskedes.

Oliekrisen 1973

Det ændrede sig imidlertid brat med oliekrisen i 1973, hvor olieprisen steg voldsomt. Og snart var det slut med egenproduktion af el. For det var ikke længere rentabelt. 

I 1983 blev Brende Mølle Elværk lagt sammen med Vestfyns Elforsyning, det tidligere Assens Elekricitetsværk. 

I 1982, det sidste hele regnskabsår, producerede Brende Mølle Elværk 371 kWh med dieselmotorer og 2.793 kWh med vandkraft. Langt det meste strøm kom dog fra Vestfyns Elforsyning, nemlig 11.591.300 kWh. 

I 1982 var der 1697 forbrugere heraf 161 sommerhuse. 

Kilder: 

Brende Mølle Elektricitetsværk 1912-1983. 

Publikation nr. 40, 2010. 

Ejby Kommunes 

Lokalhistoriske Arkiv. 

Vanddrevne Elværker 

i Danmark 1890-1940.

Skov- og Naturstyrelsen.

Miljø- og Energiministeriet, 2000.