Kom til Fiksefredag og pust liv i dine gamle ting
Verninge
21. november 2021
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Har du forestillet dig, at du skal ud at spendere penge på gode tilbud på Black Friday 26. november, så var det måske en overvejelse værd i stedet at tage til Fiksefredag.
Det er Verninge Husflid og Hørvævsmuseet, der lokalt står bag det landsdækkende initiativ.
I stedet for at vi bidrager til køb-og-smid væk-kulturen inviterer foreningerne på en dag i genbrugens tegn. Det handler om at upcycle og passe på de ting, vi har i forvejen i stedet for at skifte dem ud med nye.
Begge foreninger har samlet mange gode kræfter, der står klar til at hjælpe dig med at skabe noget nyt eller fikse den ting, du har med.
På Hørvævsmuseet kan du klokken 15-21 blandt andet lære at sy en kimonojakke af et hørlagen for bare 50 kroner, du skal dog selv have symaskinen med.
Verninge Husflid byder inden for i Huset på Tobovej 45 (lige ved siden af Brylle Skole red.) mellem klokken 15 og 19.
Her kan du lære at lave beeswrap, en genanvendelig form for madpapir lavet af bomuld og bivoks. Du kan også få repareret ting af træ eller fikset din cykel, hvis du tager reservedele med, der passer til cyklen.
Hvis kniven er sløv, så opgiv den ikke, skærsliberen vil sammen med andre tilbud som smagsprøver på bæredygtig mad, hjælp til strikketøjet og pleje af læder også være til stede i Brylle.