Kan mode være bæredygtig?

Verninge

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Hvad er bæredygtig mode? Findes det overhovedet, og hvad kan man som forbruger gøre, hvis man vil undgå at lade sig forlede af smart markedsføring?

Det er de overordnede spørgsmål, der bringes til debat, når Verninge Husflid og Hørvævsmuseet sammen med tøjaktivist og debattør Tanja Gothardsen  går modeindustrien efter i sømmene ved en debataften torsdag 21. april klokken 19 på Hørvævsmuseet ved Krengerup.

I løbet af aftenen vil man også komme ind på, hvad man konkret kan gøre i hverdagen for at gøre en forskel og drive forandring for sig selv og andre.

Tanja Gothardsen stod i 2021 blandt andet bag en større anmeldelse til Forbrugerombudsmanden, da hun i samarbejde med Forbrugerrådet Tænk anmeldte en række større modevirksomheder for vildledning med grønt fortegn.

Genbrug af tekstiler er ikke nyt for de to arrangører. Verninge Husflid har bæredygtighed i fokus, når foreningen tilrettelægger kurser som for eksempel en workshop med beeswrap, stof med bivoks, som kan erstatte plastik og folie i husholdningen og kurser, hvor skjorter med slidte flipper genbruges i nye beklædningsstykker.

På samme vis har Hørvævsmuseet i mange år haft succes med at omdanne tekstiler fra oldemors linnedskab til forklæder, kjoler med videre. Derudover er hør som tekstil meget bæredygtigt, da det kræver lavt forbrug af vand, gødning og energi ved såvel produktion som forarbejdning.

Ønsker man at deltage i debataftenen skal man tilmelde sig på verningehusflid.dk. Det koster 75 kroner for medlemmer af de to arrangerende foreninger og 175 kroner for andre.

Del denne historie på: