17.000 sponsorkroner til KFUM-spejderne i Verninge

Verninge

26. marts 2021

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Energiselskabet OK er den glade giver 

Gruppeleder Vivi Høstrup, KFUM Spejderne i Verninge, er en glad gruppeleder. 

Hun kan nemlig se frem til at modtage 17.102 kroner i sponsorstøtte fra energiselskabet OK og ikke kun de 13.155,50 kroner, som sponsoraftalen berettiger til. Det skyldes, at OK under indtryk af den for foreninger så svære coronatid har sat støtten op med 30%

– Lige nu har vi på grund af covid-19 lavvande i kassen, og der er således kun råd til drift af vores hytte og område. Sponsorkronerne betyder derfor, at vi har mulighed for at lave fede spejderaktiviteter,siger Vivi Høstrup.

Og vil man støtte spejderne i Verninge, gælder det om at tanke hos SuperBrugsen Knarreborg. Det er nemlig OK og forhandleren i Tommerup, der udbetaler pengene til foreningen.

– Samarbejdet med Brugsen betyder, at vi er synlige i området, så alle ved, hvem vi er, og hvor vi holder til. Vi samarbejder også om andre ting som fastelavn, og det er kommet i stand, fordi vi kender hinanden fra OK-samarbejdet, siger Vivi Høstrup.

OK og SuperBrugsen Knarreborg udbetaler pengene

Det er OK’s kunder, der har sparet pengene op til foreningen ved at tanke på deres OK Benzinkort. Vælger kunderne at knytte OK Benzinkortet til sponsoraftalen, støtter de nemlig gratis med et beløb for hver liter brændstof, der tankes på kortet. Det er OK og SuperBrugsen Knarreborg, der har udbetalt pengene til spejderne

I sponsoraftalen med OK kan klubber og foreninger få fem øre for hver liter, der tankes hos OK. Derudover kan foreningerne få fem øre ekstra for den samme liter, hvis den lokale bilist køber el hos OK og yderligere fem øre pr. liter, hvis man også har mobiltelefoni hos OK. I alt 15 øre kan altså gå foreningernes vej, hver gang der bliver tanket en enkelt liter.

30 procent ekstra fra OK

KFUM Spejderne Verninge er én ud af omkring 2.000 klubber og foreninger, der kommer til at nyde godt af ekstra støtte fra OK. Det danske energiselskab vil frem til og med maj 2021 øge sponsorstøtten med 30 procent til alle eksisterende foreninger med en benzinkortaftale, så de får ekstra hjælp til at klare sig igennem coronakrisen.

– Vi ved, at denne tid er speciel vanskelig for alle klubber og foreninger, hvor mange har været tvunget til at sætte deres aktiviteter på pause. Derfor øger vi nu støtten til vores loyale og trofaste sponsormodtagere med 30 procent, så både voksne, børn og unge fortsat vil have mulighed for at dyrke idræt og foreningslivet, der hvor de bor, siger Anders Knudsen, salgsdirektør i OK.

Del denne historie på: