Det var dengang!

De fattige har lige siden Middelalderen kunnet få en eller anden form for hjælp. Men med fattigloven af 1708 blev det besluttet, at sognene havde ansvar for deres fattige. 

Sognene skulle brødføde dem og give ”fattiglemmerne” et bevis til lovligt tiggeri. Fattighjælpen var baseret på frivillige bidrag blandt sognets beboere, så det var så som så med hjælpen.

I årene frem til 1801 boede ”fattiglemmerne” i flere trange, usle og usunde huse, rundt om i byen. Ofte med så mange ”lemmer” som man kunne klemme ind.

Men i 1801 blev Ramsherred 24 indrettet som fattiggård, og man havde nu alle byens fattige under samme tag. Fra 1803 skulle udgifterne ikke kun dækkes af frivillige bidrag, idet man indførte en fattigskat.

Til fattiggården hørte der et strengt reglement. Man måtte ikke forlade gården uden tilladelse, og kvinder og mænd måtte ikke omgås. Alkohol og røgtobak var bandlyst. Alle de, der var i stand til det, skulle arbejde. Arbejdet kunne bestå i knytning af måtter, fletning af pilekurve og for mændenes vedkommende, hugning af granitskærver. En af fattiglemmerne var Abelone Dorthea Hansen Grøn, der var en ugift kvinde, som opholdt sig en stor del af sit liv på Fattiggården. Hun var en kendt person i bybilledet, hvor hun faldbød sine varer, som foruden dørmåtter også var grønsageer.

Assens Fattiggård blev nedlagt som fattiggård ved indførelsen af socialreformen i 1933. Men efterfølgende boede der stadig mange familier med mange børn og ikke den store indtægt på Ramsherred 24. Senere blev bygningen så brugt til blandt andet Svendehjem for rejsende håndværkere.

I 1961 fik Assens Kommune tilladelse til nedrivning af Fattiggården, Ramsherred 24 samt naboejendommen, Ramsherred 26, hvor Assens Hospital havde haft til huse. På den grund, som de to ejendomme havde ligget på, opførtes i 1962 Assens Politistation. I 2011 blev Assens Politistation atter flyttet, denne gang til lokaler på den nedlagte Assens Sukkerfabrik.