UGENS KLUMME
Assens
Af Helge Desler
Da Danmark blev besat!
En tidlig aprilmorgen – helt nøjagtig den 9. april 1940 – er en helt speciel dag – hvor tiden ændrede Danmarkshistorien, og hvor 490 danske soldater fra Fynske Livregiments 4. bataljon spillede en overordentlig stor rolle i denne historie. For mange er den 9. april, hvor Tyskland overfaldt Danmark, en helt speciel dag. Flaget går på halv indtil middag, og dagen er fyldt med historie, som er et mørkt kapitel i Danmarkshistorien.
Den skrivende aftjente i sin tid selv sin soldatertid hos Fynske Livregiment, men her var alderen dengang ikke til, at han sammen med de øvrige indkaldte soldater fra Fynske Livregiments 4. bataljon kunne komme til at spille den overordentlig store rolle, som soldaterne dengang kom til at udføre i 1940erne.
Soldaterne fra Fyn kæmpede mod de tyske styrker, da soldater fra Nazityskland kort efter klokken 4,00 om morgenen på denne forårsdag den 9. april gik over den dansk-tyske grænse for at invadere Danmark.
Tyske soldater kørte ind over den danske grænse, bombefly fløj hen over landet, og en del krigsskibe kunne ses i horisonten. I alt rykkedes cirka 40.000 soldater ind i Danmark.
Der opstod kampe ved den dansk-tyske grænse, og det gik ud over de danske soldater. Her døde 11 danske soldater og tre grænsevagter. I alt døde 16 danskere under invasionen af Danmark.
Den danske regering kunne hurtigt se, at Danmark ikke havde en chance mod den store tyske hær.
Derfor overgav Danmark sig forholdsvis hurtigt.
Fjerde bataljon fra Fyn var jo flyttet ned til Sønderjylland i februar måned 1940, og det var altså dem, der var udset til at skulle stoppe tyskerne, når de forsøgte at komme ind i landet. De var fremme i forreste linje, og som følge deraf fik de også de hårdeste tab.
I alt blev seks soldater fra den fynske 4. bataljon dræbt og 13 blev såret. Det var en hård morgen, men som kaptajn Pedersen fra kasernen i Odense senere udtalte, så kæmpede soldaterne godt, men det gav så også nogle forfærdelige tab.