UGENS KLUMME

Aa

Af Helge Desler

Aa Badehotel var et yndet udflugtsmål

Det giver næsten altid oplevelser, når man bevæger sig rundt i det fynske land. Således her for nylig, hvor en tur til Helnæs sluttede af med en pause i nærheden af campingpladsen i Aa.

Her kom snakken hurtigt til at handle om ”dengang for år tilbage, da der lå et badehotel her”. Og det giver jo altid en god snak, når man selv kan huske dette badehotel eller strandhotel, som det også blev kaldt, og oven i købet har været der til enkelte sommerophold og festlige lørdagsballer til levende musik. 

Den 12. maj var der altid stort rykind. Her skulle mange unge mennesker i det vestfynske, ja, måske fra det meste af Fyn, til Aa og fejre ”Nattergaleaftenen”. Den blev fejret – ud over på Aa Badehotel – både i Skovpavillonen i Assens og på den dengang kendte sommerrestaurant Blåkilde nord for Assens. Og det hændte da, at vi var nogle unge mennesker, der tog en taxa til Aa Badehotel, og selvom der var snævert med pladsen – og alt for mange mennesker – fik vi altid der nogle glade timer.

Og som der blev skrevet dengang i aviserne, var der alle betingelser for at Aa kunne blive et velbesøgt udflugtssted altså til stede. Det siges, at der allerede i juni måned i 1913 til en Sct. Hans Aften var forsamlet op mod 1500 personer omkring bålet, og ugen før, om søndagen, kunne en meddeler til avisen berette om et besøg af 81 køretøjer, masser af cykler og op imod 800 mennesker i et herligt sommervejr. 

I det hele taget er turen til Aa, enten man tager via Sønderby eller Frederiksgave en tur værd, og så ligger der jo her i dag en velbeliggende og velbesøgt campingplads. 

Den 29. marts 1933 brændte Aa Badehotel for første gang, og den 26. januar 1970 brændte hotellet igen efter en gaseksplosion, og så blev der ikke bygget hotel der mere.

Del denne historie på: