UGENS KLUMME

Assens

Af Helge Desler

Gåtur og badminton!

Når man har taget en formiddags gåtur dagen efter de store oversvømmelser og ødelæggelser, der blandt andet ramte Assens under det voldsomme vejr i sidste uge, bliver man hurtigt klar over, hvor voldsomt det egentligt har været. 

Oprydningsarbejdet var allerede i fuld gang, og mon ikke der blev tænkt tanker og ideer – både hos kommune, firmaer og private – over, hvad der eventuelt kunne gøres bedre inden den dag, man bliver ”ramt” igen. For der er vel ingen, der tør sige, at det var et engangstilfælde.

Herefter fortsatte jeg min gåtur, mens tankerne stadig var omkring den store ulykke, der havde ramt en stor del af Danmark  – forbi Mølledammen og ud i skovanlægget, der altid er et besøg værd, og her møder man næsten altid bekendte, man kan få en snak med.

Og efter denne halvlange gåtur valgte jeg i stedet for den samme vej tilbage at benytte mig af smutvejen, der findes i Ny Adelgade. Om det er denne sti, der tidligere blev kaldt Sladrestien, skal jeg ikke garantere for. Men via denne sti kommer man ud til det store nybyggeri af privatboliger, der har afløst en del af Plums store forretningsareal. 

Det skal dog siges, at den imponerende trælade stadig er et flot vartegn for Plums virke i Assens.

På vej ud af ”købmandsgården” kommer jeg jo forbi ”Skænkestuen”. Og her går tankerne hurtigt tilbage til dengang, der blev spillet badminton på 1. sal af denne bygning. 

Assens Badmintonklub havde jo flere gode spillere i denne fjersport, og i 1956 havde klubben jo kvalificeret sig til at spille i 2. division. Det var jo før hallen var kommet til verden i Assens, så det var jo fremragende præsteret af klubbens spillere at skulle spille divisionsbadminton, når man tænker på de forhold, man havde at træne og spille kampe på. Man havde jo kun en bane, så sådan en turneringskamp kunne sagtens tage det meste af en dag at få afviklet. Tilskuermæssigt havde man mulighed for at sikre sig en plads på ”balkonen”, hvis man ville se de lokale helte.

Fra en kamp mod Triton fra Aalborg kan man læse i avisen: ”at Assens tabte 10-3, og dermed stadig er henvist til sidstepladsen og kommer vel ikke videre, selv om resultaterne efterhånden er blevet lidt bedre”.  

Det gjorde de gæve badmintonspillere heller ikke, men siden hen har foreningen dog fået langt bedre betingelser for at dyrke badmintonspillet, da hallerne ”skød” op i det ganske land – også i Assens, og man har da også kunne præsentere spillere, der har gjort sig bemærket hos nogle af de bedste divisionsklubber i Danmark.

Del denne historie på: