UGENS KLUMME

Assens

Af Helge Desler

Et yndet tidsfordriv!

På en ellers lidt kedsommelig årstid – i april måned – var det tidligere i visse kredse et uhyre yndet tidsfordriv at hengive sig til læsning af årets udgave af ”Skattebogen”. 

Selv i råstof-fattige tider som under og kort tid efter Anden Verdenskrig blev der bevilget papir til, at en – bevares – oplagt ”sællert” som den her afbillede ”Skattebogen” med undertitlen ”Adressebog for Assens Købstad” for Skatteåret 1949 kunne udkomme.

Med varsomme hænder lukkede man værket op og tog spændt fat på læsningen af, hvor stor en indkomst ens næste havde haft i det forgangne år. Eller rettere sagt: Hvor meget hun eller han havde opgivet til ligningsmyndighederne. Dette var interessant lekture.

Her var der virkelig smæk for skillingen. For en beskeden sum af kun 2,25 kroner kunne man få underretning om, hvorledes forrige år var spændt af for venner og fjender – samt måske ikke mindst, hvorledes naboens øjeblikkelige økonomiske situation tegnede sig.

De, som havde en beskeden formåen, kunne her med andagt læse om de heldigere i samfundet, og af disse misundelsesværdige blev een og anden sikkert ganske opstemt af fryd over at være så højt på strå. Saligheden var indenfor rækkevidde. For ligesom diskret at antyde sin egen overmåde velkonsoliderede økonomiske situation, kunne man jo altid anbringe bogen på et iøjnefaldende sted og da håbe på, at ens gæster ikke heroverfor udviste en alt for stor (og beklagelig) ligegyldighed. – Herre Gud, man bad jo ikke om det uopnåelige.

Det var naturligvis ikke alene i Assens, at man med stor iver tog fat på denne berigende form for læsning. I hver eneste kommune ud over landet, hvor der fandtes foretagsomme forretningsmænd, blev man velsignet med sådanne skattebøger, hvor høj og lav hurtigt kunne orientere sig om deres egen – og ikke mindst – deres medborgeres placering på den økonomiske rangstige.

Del denne historie på: