Ugens klumme
Assens
14. oktober 2025
Af Helge Desler
Det grønne område med forlystelser
Det grønne område, som på den nordre del af havnen i Assens, tæt på Mariendalsstranden, var jo i tidernes morgen blandt andet tæt omkranset af denne strand, Mariendalsstranden, Byens tidligere Søbad og ligeledes den tidligere Assens Roklubs domæne.
Her havde jo også byens ”gule” spejderkorps, spejdere og deres ”Ulveunger”, deres lokaler, hvor de friske unge spejdere og ulveunger mødte frem til deres forskellige møder og forlystelser, og hvad man ellers brugte tiden på.
Og det var også her på denne plads, at byen og dens lokale borgere blandt andet blev gæstet af forskellige af landets største cirkus og deres artister til nogle underholdende og festlige aftener, lige som man på andre tidspunkter blev underholdt af tidens tivoliløjer med alt, hvad der her hørte sig til, lige fra radiobiler, luftgynger og så videre.
Deres besøg skabte ekstra liv og omsætning i den lille by, og der var ingen tvivl om at der for eksempel til de forskellige cirkusforestillinger var udsolgte huse.
Hvem – naturligvis med en vis alder – kan vel også mindes de store forskellige forlystelsesoplevelser, der blev budt på i dette store tilbud. Det var jo i den periode, hvor forlystelserne virkelig kunne byde på oplevelser, og hvor de virkelig blev besøgt.
Der skal dog med, at der var en enkelt forening, der på denne plads havde deres klublokaler, og det var de ”gule” spejdere og ulveunger, der i en årrække har ”klædt” en stor del af byens unge mennesker på.
I dag bruges pladsen som parkering, også for turister, men det har dog ikke ligefrem været den store succes og ellers ligger pladsen øde hen, hvis der ikke – ved et tilfælde – skulle dukke et cirkus eller tivoli op.