UGENS KLUMME

Assens

7. oktober 2025

Af Helge Desler

De gadenavne, de gadenavne

I 1971 fik alle offentlige og private veje i Assens kommune navn og navneskilt, og husene blev nummererede. Før den tid måtte man som regel i kommunen- og som for eksempel i Thorøhuse – henvise til, at man boede i den og den kendte fiskers hus.

Men i Thorøhuse fik 19 gader og stræder et navn. Gadenavnene i sig selv fortæller historie om de ting, der var her en gang.

Bagerstræde, Barkegryden, Bådstræde, Drejet, Fiskerstræde, Fiskemaen, Fælleden, Jacob Gades Vej, Lundshøje, Markledet, Norsvejen, Saltoftevej, Skolebakken, Slippen, Thorøgyde, Thorøhusevej, Ulkestræde, Vandværksvej og Ålevejen.

Vejen ned til overfartsstedet til Thorø har af byens beboere altid været kaldt Slippen, men ved navnegivelsen i 1971 kom den til at hedde Thorøgyde. Det blev i stedet en anden vej, der fik navnet Slippen.

Byens hovedgade ønskede man at opkalde efter den verdensberømte komponist Jacob Gade (1879-1963), der i 1940 købte et hus i Thorøhuse (Jacob Gades Vej 22) og boede her til sin død i 1963.

Først besluttede man, at vejen skulle hedde ”Jacobgade”. Dette medførte mange protester, idet man mente, at de fleste ville tro, at vejen var opkaldt efter en lokal fisker. Man ændrede så navnet til ”Jacob Gade”. Også dette medførte protester, fordi man mente, det var at ringeagte mandens efternavn.

3. gang var lykkens gang, idet man nu kom frem til en uhyre fornuftig løsning, og vejen fremtræder i dag som ”Jacob Gades Vej”.

Del denne historie på: