UGENS KLUMME

Assens

15. juli 2025

Af Helge Desler

Jernbanen dengang…

Den fynske hovedbaneeller stambane, som man sagde det, dengang vor lille klode så lidt anderledes ud end i dag – blev jo åbnet dengang i 1865, men den kom jo ikke til at gavne Assens – nærmere tværtimod – kan man læse i de store bøger fra dengang vor kære gamle klode så lidt anderledes ud.

Den blev nemlig lagt således, at den sendte en stor, drilagtig bøjning mod syd, så stor, at der kun blev en afstand af to og en halv mil mellem stambanestationen i Aarup og Assens. Det var akkurat, som om det var stambanens hensigt med sine stationsbyer at bortskære et stykke af Assens bys opland, og den gjorde det også.

I 1884 fik så endelig Assens efter megen snak og mange drøftelser sin egen bane, fortælles der videre, og selvfølgelig var en direkte jernbaneforbindelse med omverdenen en nødvendighed for byen, men banen kom for øvrigt ikke til at svare til forventningerne, og noget nyt opland skaffede den næppe Assens by.

Der hersker vist nu en almindelig erkendelse af det mindre heldige i, at Assensbanen fik den retning, den har, og kom til at støde til hovedbanen ved Tommerup. – Assens-Tommerup banen er jo en sidebane og er vel ikke særlig rentabel, men er da også blevet meget stedmoderligt behandlet af den høje jernbanestyrelse, både med hensyn til materiel og togplan.

Havde banen været privatbane som for eksempel de sydfynske baner, havde forholdene sikkert været betydeligt bedre.

Det har dengang – som der blev skrevet for år tilbage – været under ventilation at indføre motordrift på Assens-Tommerupbanen. Videre stod der skrevet, at forhåbentligt bliver denne plan under mindre abnorme forhold realiseret med en væsentlig bedring af forholdene som resultat. Og det kan vi vist godt røbe her, nemlig at Aarup blev en vigtig og brugbar jernbanestation.

Del denne historie på: