Årets korteste dag markerer overgangen til lysere tider

Assens

Af Helge Desler

Så er der kun en uge til, og vi kan allerede begynde at glæde os i dag. Nej, nej, det er ikke juleaften, jeg tænker på i den forbindelse. Nej, det er skam en hændelse, der næsten bliver snakket om i tide og utide hele året – mest når folk ikke har noget at snakke om. Godt gættet. Det er jo naturligvis vejret, jeg har i tankerne. Så nu vil jeg også være med.

Nu vender det, plejer vi jo at sige om vejret, når fredag den 22. december er i sigte, for denne dato præsenterer jo årets korteste dag, og den markerer jo overgangen til lysere tider. 

Men her midt i decembermørket finder vi dog også samtidig et lyspunkt, for så vender mørke til lys igen – når dagenes længder ganske langsomt tiltager i de næste måneder.

Årets korteste dag er stadig den 22. december, hvor der bare er seks timer, 54 minutter og 38 sekunder fra solen står op, og til den går ned.

Solen går jo allertidligst ned i Skagen. Og her slukkes der allerede for lyset klokken 15,57.

Forklaringen er, at der er to ting, der tilsammen afgør tidspunktet for solnedgangen, nemlig stedets placering på nord-syd-aksen og stedets placering på øst-vest-aksen. Generelt gælder, at jo længere man kommer mod nord, desto kortere er dagen i vinterhalvåret. Nord for polarcirklen er der polarnat, hvor solen sket ikke viser sig i en periode henover vinteren.

Årsagen til dagens lavpunkt i længde er, at den nordlige halvkugle netop nu vender maksimalt væk fra solen. Kl. 16,59 vender kurven dog for den nordlige halvkugle, og dagene tiltager herefter igen ganske langsomt. Kort sagt: Lyspunktet er forude. Og det kan vi da godt glæde os til.

Vi skal naturligvis også lige have fat i, at den korteste dag naturligvis medfører årets længste nat, som også falder mellem den 21. og 22. december.

Del denne historie på: