Turup byder til juleoptog

Turup

22. november 2021

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Julemanden går så småt juletravlheden i møde. 26. november bliver en af de dage, han for alvor får noget at se til, og lige netop den dag står Turup også i hans kalender.

Det hele begynder med en kort familiegudstjeneste kl. 16.30 i den flot oplyste kirke.

Udenfor venter julemanden og sammen med ham går man i fakkeloptog til Turup Forsamlingshus, hvor juletræet tændes udenfor.

Indenfor i forsamlingshuset er der også et juletræ, og det skal pyntes. Derfor opfordres børn til at tage hjemmelavet julepynt med.

Der er mulighed for at købe gløgg og æbleskiver – og til alle artige børn skulle der også være chance for at få en af de godteposer, julemanden har med i sækken. Bag arrangementet står Turup Bylaug, forsamlingshuset og menighedsrådet. 

Del denne historie på: