Efterskole tog til Trankebar for at genindvie historisk bygning

Trankebar

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

En biskop, 10 præster og 30 efterskoleelever fra Tommerup deltog i genåbningen af den danske komandantbygning i Trankebar efter tre års renovering.

Beboerne i den sydindiske by Trankebar har fået et nyt forsamlingshus. Nyt er nu så meget sagt, huset stammer fra 1600-tallet, da danskerne havde handelsstation i Trankebar og var huset, hvor den danske kommandant boede. Siden har det blandt andet været lærerseminarium for drenge, men havde stået forladt i 15 år og var nærmest en ruin, da Foreningen Trankebar overtog det i 2015.

I 2017 åbnede Dansk-Indisk Kulturcenter med Trankebar maritime Museum i den første del af Kommandantgården, men man manglede stadig at få den del renoveret, hvor den danske kommandant boede.

– Det lykkedes ved donationer fra blandt andet det danske kongehus og medlemmer af foreningen, især en større arv fra et medlem af foreningen, som vi havde på højskolekursus for fire år siden, gjorde det muligt at få færdiggjort bygningen, fortæller Poul Petersen, der er formand for Foreningen Trankebar og fortsætter:

– Vi håber, at borgerne vil tage godt imod tilbuddet om at bruge kommandantens hus til kulturelle arrangementer, udstillinger og undervisning.

“I Danmark er jeg født”

De 30 elever fra Vestfyns Efterskole, der var rejst ned for at deltage i indvielsen, indledte eftermiddagen med “I Danmark er jeg født”, og det gjorde stort indtryk på gæsterne fortæller Poul Petersen.

I dagens anledning var der også arrangeret udstillinger i huset. Den ene blev præsenteret af Simon Rastén, kulturhistoriker fra Københavns Universitet og Bente Wollf fra Dansk Kulturinstitut. Det er billeder fra et mere end 300 år gammelt herbarium af planter indsamlet og sendt til København af missionærer i Trankebar. Nu har skolebørn fra fire skoler i Trankebar indsamlet planter og skal på en workshop lave nye herbarier – spændende om de har kunnet genfinde de samme planter som missionærerne omkring år 1700. 

Del denne historie på: