Tommerups nye præst ser frem til at skifte fem sogne ud med ét
Tommerup
26. januar 2025
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Elisabeth Dalsgaard Fonsmark og familien er godt i gang med at pakke præstegården i Lintrup nordvest for Rødding ned.
I søndags havde hun sin sidste arbejdsdag som sognepræst i fem sønderjyske sogne herunder Lintrup, og til februar rykker hun og familien, der også tæller manden Lars og børnene Sebastian på 11 og tvillingerne Carl og Sofia på ni år, ind i Tommerup Præstegård. Efter i alt syv og et halvt år i det sønderjyske indsættes Elisabeth Forsmark som sognepræst i Tommerup Sogn søndag 2. februar.
At Jylland nu skiftes ud med Fyn er der flere grunde til.
– Jeg har hørt, at Fyn er et godt sted at være præst og har længe ønsket mig at være et sted med én kirke og ét menighedsråd, det er noget af drivkraften.
– Men vi vil også gerne bo i en lidt større by end Lintrup, som er en fin og hyggelig lille by, men hvor alt andet end kirken er lukket. I Tommerup forestiller vi os, at børnene selv kan gå eller cykle til det, de skal. Og lige nu arbejder min mand, der er psykolog, i Vejle, men de flytter til Middelfart i marts, fortæller hun.
Folk virker søde
Et møde med menighedsrådet, besøg i kirken og på skolen gjorde hende kun mere sikker på, at Tommerup var det rigtige sted, og hun satser på at blive i mange år.
– Folk virker meget søde, det er en hyggelig by og et smukt område. Det bliver selvfølgelig en omvæltning for børnene. De er kede af at skulle forlade vennerne og skolen, men de glæder sig også til selv at kunne komme rundt og besøge deres venner, og vi har sammen besøgt skolen, hvor vi blev taget godt imod. Både de og jeg syntes, det virkede som et godt sted, siger Elisabeth Fonsmark.
Hun har også noteret sig, at der er flere afmærkede ruter i den omgivende natur. Når hun har fri, er hun nemlig glad for at løbe sig en tur og hilse på dem, hun møder undervejs.
Som præst har 44-årige Elisabeth Fonsmark ingen planer om at revolutionere sognet, endsige ændre noget fra dag et. Den slags skal komme hen ad vejen i samarbejde med menighedsrådet mener hun.
– Jeg tænker, jeg er en traditionel sognepræst, der bor i præstgården, er i byen, en medlever i folks liv, er der ved konfirmation, bryllup og begravelse, samarbejder med skole og efterskole og er der i kirken om søndagen.
– For mig er det også vigtigt at være opmærksom på, at søndagsgudstjenesterne er vores kerne. Jeg er også glad for musikgudstjenester med rytmisk musik, men ikke altid – engang imellem. Vi må se hen ad vejen, hvad der er stemning for, siger hun.
Vigtigt at tale bredt
– Du siger, at søndagsgudstjeneste er vigtig, betyder det så ikke også noget, hvor mange der kommer til den?
– Hvordan vi trækker flere til kirken er noget, vi taler om i hele Folkekirken.
Jeg tror, det er vigtigt, at kirken forstår at tale bredt, så der også er noget for dem, der ikke ønsker at være der til søndagsgudstjenesten, og det er vigtigt, at præsten ikke kommer til at stå i vejen for budskabet. Vi skal facilitere det, der står i teksten, så man kan se, hvad det betyder for os i dag.
Skal kirken ikke også være synlig i samfundet?
– Da jeg var teenager i 90’erne, var kirken noget gammeldags noget, den var ikke så relevant. Det virkede som om, den var på vej ud. Den udvikling synes jeg, at Folkekirken har været god til at vende gennem fællesspisninger, gudstjenester, ved at præster udtaler sig og for eksempel laver podcasts.
Der er også fængselspræster, feltpræster og beredskabspræster, de er med til at gøre præster mere synlige rundt omring i samfundet. Det er vigtigt, at vi som kirke insisterer på, at vi også er her, siger Elisabeth Dalsgaard Fonsmark, der selv er feltpræst tilknyttet Varde Kaserne, et hverv hun fortsætter med efter flytningen til Tommerup.
Først lærer
At hun skulle være præst i Folkekirken lå ikke lige for, da Elisabeth Dalsgaard Fonsmark skulle i gang med en uddannelse og hun har også taget noget af en omvej, før hun kunne iføre sig præstekjolen i sit første embede.
I første omgang blev hun uddannet lærer, og det var på seminariet, at noget begyndte at røre sig i hende.
– Jeg havde en meget spændende underviser der, der var præst.
Egentlig ville jeg læse religionshistorie, men kom ikke ind på studiet, så jeg valgte at læse teologi i stedet, men jeg tog mange pauser undervejs, fik jo blandt andet tre børn, siger hun, der før det seneste embede var halvandet år i Hellevad-Egvad Sogn længere nede i Sønderjylland.
To sogne to præster
Efter en lang årrække, hvor Tommerup og Broholm Sogne har deltes om præsterne, og hvor præsten i Tommerup har været kirkebogsførende for begge sogne, er det nu slut med ansættelsen af Elisabeth Dalsgaard Fonsmark.
Hun skal kun være præst i Tommerup Sogn. I foråret vil der blive opslået en tilsvarende stilling i Broholm Pastorat, som i øjeblikket er besat med en vikar. Provst Ole Hyldegaard Hansen oplyser, at det sker efter ønske fra de to menighedsråd.
Der har de senere år været stor udskiftning på prædikestolene i de to kirker, men det har ifølge provsten ikke noget med den hidtidige samarbejdsform at gøre. Der har været mange årsager, og en af dem er, at det er gunstige tider for præster at søge stillinger i, siger han.
Der skal i øvrigt fortsat samarbejdes mellem sognene i forbindelse med ferier, sygdom med videre