Plast-virksomhed får pris for bæredygtighed

Tommerup

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Borring Plast A/S med hjemsted i Tommerup St. er af Udvikling Assens kåret som Årets Virksomhed.

Prisoverrækkelsen fandt sted i sidste uge og ud over æren modtog virksomheden et diplom, et kunstværk af den lokale kunstner Dorthe Blom samt 10.000 kroner.

Pengegaven har virksomheden valgt at give videre til Børns Vilkår.

Når valget faldt på Borring Plast, er der flere grunde, fortæller direktør for Udvikling Assens, Kristine Lawaetz Lyngbo.

– Borring Plast har stort fokus på bæredygtighed. Der er investeret massivt i CO2-besparende tiltag, og virksomheden genbruger 100 procent af restplasten til nye produkter. Et godt arbejdsmiljø og glade medarbejdere er en del af virksomhedens DNA. De seneste syv år har virksomheden modtaget Udvikling Assens’ Social Ansvarlig-mærke som en anerkendelse af den indsats, den yder for sine medarbejdere og for at tage et ekstra samfundsansvar.

Næsten alle maskiner skiftet ud

Det med bæredygtigheden er noget, virksomheden tager meget alvorligt, fortæller direktør og ejer Jesper Seistrup.

– Vi har for eksempel ud af vores 41 maskiner udskiftet de 37. Bare en af de gamle maskiner brugte mere strøm end tre af de nye, nævner han som eksempel og tilføjer, at der også er skiftet både køleanlæg og kompressorer.

Han medgiver, at mindre strømforbrug naturligvis også er positivt for økonomien, men understreger, at virksomheden har et klart sigte om at mindske CO2-udslippet.

– Ligesom vi har en social profil og gerne tager mennesker i sårbare situationer ind. Det er også en del af vores profil. Hvis alle efterlader de svage på perronen, så er toget jo kørt. Vi har mange gode funktioner for eksempel i montagegruppen, hvor de passer ind, siger Jesper Seistrup og nævner, at virksomheden, der tæller 20 medarbejdere, på et tidspunkt havde tre fleksjobbere ansat. Når det kommer til det gode arbejdsmiljø nævner direktøren, at man på Borring Plast gerne ser hinanden som én stor familie, behandler hinanden med respekt, og at man for eksempel ser positivt på seniorordninger.

Borring Plast er specialiseret i at lave sikre, innovative og funktionelle børnesikrede kapsler.

Alle fik noget med hjem

om cybersikkerhed

Prisoverrækkelsen fandt sted på Gl. Avernæs i forbindelse med en konference om cybersikkerhed med 130 deltagere. Konferenen havde tre oplægsholdere. Poul Skouboe fra Aleandra-Instituttet gav en status på det aktuelle trusselsbillede og gav nyttige værktøjer til at styrke virksomhedernes cybersikkerhed. It-specialist Thomas Janke fortalte om “Hackernes vilde værktøjer”. Det sidste oplæg kom fra Michael Andersen, der arbejder som data-gidselforhandler.

Del denne historie på: