Menuen stod på pølser i børnehuset Overmarksgården i forleden. Ikke den slags pølse, man henter i supermarkedets køledisk, men en rigtig hjemmelavet en af slagsen, som Øffe og Møffe, institutionens to grise, havde lagt krop til.

Kødfyldet var rørt i børnehavens køkken, men herfra tog børnene over og var med til at lave hver sin pølse, det vil sige stoppe fyldet i tarme og efterfølgende stege den over bål.

Er de gode, spurgte vi en pige, og straks røg en tommelfinger i vejret. Om de var bedre end dem, man køber i butikken, vidste hun ikke rigtig og nøjedes med at trække på skuldrene. Men ét er sikkert, med supermarkedets pølse havde hun ikke været med på hele turen fra jord til bord, som er et af de principper, man dyrker i børnehuset, der for nylig fik fornyet, sit Grønne Spirer-flag. Det gamle var blevet lidt slidt.

– Pølsen smager som den, du køber, men de har selv været med til at lave dem. Der er mere genkendelighed i processen fra jord til bord. De har været med til at fodre grisene, passe på dem og bagefter lave mad af dem, forklarer pædagog Johan Jensen Bille.

Senere skal de to velvoksne lam slagtes. De bliver sendt til slagteriet i Skallebølle og kommer tilbage som spegepølser, og en gang om året ryger køllerne i en jordovn, hvor de steges lækre og møre. Sidste år blev de nydt i forbindelse med et bedsteforældre-arrangement.

Institutionen har madordning. Der er varm mad tre gange om ugen, om torsdagen står den på suppe, som børnene er med til at lave. Ellers er det køkkenpersonalet, der sørger for forplejningen.

– Når vi laver kartoffel-porresuppe med vores egne porrer, så er de først med til at trække dem op. Selv hos vuggestuebørnene kan man se stoltheden i øjnene, når de har været med til at lave den, fortæller Johan Jensen Bille.

Nysgerrige sammen

Når det er den tid på året, laver børn og voksne også æblemost af egne æbler, de laver insekthoteller, og sammen undres børn og voksne over forskellige fænomener i naturen.

– De kender arter, man ellers ikke forestiller sig. Hvor mange børnehavebørn kender mon en rørhøg og en rød glente, siger pædagog Rikke Hvidtfeldt.

Børnehuset følger et årshjul og tager løbende nye emner op: blæst og kulde om efteråret, og sidste vinter var alle ude i den kolde sne med bare tæer for at mærke kulden – bagefter ventede et varmt fodbad.

Tina Noregren, der er underviser på det valgfag, der hedder natur og udeliv på pædagoguddannelsen, er på besøg for at iagttage de små pølsemagere.

– Det er spændende at observere, at de arbejder så direkte med naturforbundethed, erfarer hvor maden kommer fra, og der er også de sensoriske erfaringer med at lave pølser, at mærke farsen, og at det er grise, de selv har været med til at fodre, siger hun.

Natur og udeliv er et populært valgfag, fortæller hun, og Overmarksgården er populær hos de studerende, fordi hele pædagogikken er ud fra udelivsprincipperne, hun kan også blandt de ansatte tælle flere af sine tidligere studerende.

– Da jeg kom til morgen sad fire børn og havde bygget et perfekt pagodisk bål og legede, at de lavede ild, og en pige sagde, at de skulle have kanin at spise, siger hun og lægger ikke skjul på, at hun var lidt imponeret.

–  95 børn kræver et tæt samarbejde som institution, konstaterer Tina Noregren, og fortæller, at hun allerede har et nyt besøg i Tommerup i sin kalender for at observere relationen mellem mennesker og dyr.