Og turen går til Munkebo Bakke

Tommerup

12. august 2021

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Lokalhistorisk Forening, Tommerup tager på sin årlige udflugt til Munkebo Bakke onsdag d. 25. august. 

Mødestedet er Loddenhøj Allé 304, Munkebo, og mødetidspunktet kl. 14. Der er egen transport til mødestedet.

Munkebo Bakke er et udflugtssted med flot udsigt over en stor del af det nordøstlige Fyn, men også et sted hvor der er gjort adskillige vikingefund.

Munkebo Bakkes Venner vil stå for rundvisning og historiefortælling om stedet.

– Foreningen Munkebo Bakkes Venners formål er at passe på det kommunalt ejede unikke kultursted, hvor der afholdes diverse arrangementer til glæde for almenvellet. 

Området skal fortsat være et sted, hvor man i alle aldre søger til for at nyde det dejlige område med den smukkeste udsigt 360 grader rundt, og hvor der informeres om industribyen Lindøs begyndelse og om Munkebo Bakkes spændende historie – ikke mindst efter der de sidste år er fundet spændende arkæologiske beviser fra bl.a.  jernalderen og vikingetiden. Der er bl.a. fundet spor af en kæmpestor hal fra yngre jernalder, Trelleborghuse og grubehuse fra vikingetiden. Det skriver lokalhistorisk forening i en pressemeddelelse. 

Pris 50 kroner, som gælder for rundvisning samt kaffe, te og brød. Er det fint vejr nydes kaffen på bakken, i modsat fald er der mulighed for at være inde. 

Tilmelding senest 14. august til Flemming Hansen på tlf. 51 90 83 93. Evt. kørelejlighed kan også aftales ved samme lejlighed. 

Del denne historie på: