Ny mand bag værkstedet på Skolevej

Tommerup

22. januar 2022

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Darius Bura har overtaget værkstedet på Skolevej 21 i Tommerup. Siden mandag i sidste uge har har det igen været muligt at få repareret og serviceret sin bil. Og er du hurtig er der et rigtig godt åbningstilbud.

DB Auto DK er det nye navn på autoværkstedet,  der deler adresse med Oles Olie på Skolevej 21 i Tommerup. Bag værkstedet står Darius Bura, der har ansat mekaniker Martin Jørgensen, der som han siger det, har mere erfaring i faget end han selv har.

Der er ikke meget olie at spore på værkstedets gulv, om noget overhovedet. Darius Bura overtog det for fire måneder siden, og siden har den stået på renovering.

34-årige Darius Bura kom til Danmark fra Rumænien for 10 år siden og har siden været vidt omkring arbejdsmæssigt fra fabrik, over landbrug til byggebranchen. Han bor i Glamsbjerg med sin kone Roxanna og tre børn.

DN Auto DK tilbyder alle former for mekanikerarbejde, foruden trailerudlejning, rengøring af bilen indvendig, og der er vaskehal til den udvendige upshining.

Som et særligt åbningstilbud er der 25 procent rabat på alle reparationer i januar og februar.

Del denne historie på: