Nu skal man ikke længere ud i kulden for at komme ind på depotet

Tommerup

10. februar 2022

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Lilleskov Teglværk er kommet ud på den anden side af pandemien med skinnet på næsen, og har blandt andet benyttet den stille periode til at forbedre forholdene for lejere og frivillige.

Som lejer af caféen på Lilleskov Teglværk, eller som frivillig ved arrangementer sammesteds skulle man indtil for nylig fra køkkenet, gennem caféen og ud i kulden for at komme til depotet.

Sådan er det ikke mere. Teglværket har benyttet den stille periode under pandemien til blandt andet at få gennemført en ombygning og udvidelse af depotet, så man nu kan gå direkte fra køkkenet og derind – og det må jo siges at være praktisk, når man skal have fat i service og ting og sager fra køleskab og fryser.

– Depotet følger med, når man lejer lokalerne, vi har så selv yderligere et depot, der ikke er adgang til, forklarer formand Knud Larsen.

En del af arbejdet har man haft et tømrerfirma til at udføre, men det er frivillige, der har fjernet bevoksning udenfor og lagt gulvet i det nyindrettede depot.

Hele molevitten har stået i cirka 350.000 kroner plus inventar, oplyser Knud Larsen.

Skinnecykler holder

hjulene igang

Med aflysning af en række arrangementer, herunder månedlige kafésøndage, manglende lejeindtægter fra private fester, der også måtte aflyses under nedlukningerne er teglværkets økonomi ikke kommet helt umærket igennem de seneste par år. Her er hverken offentlige tilskud eller ditto kompensationer at læne sig op ad. Regnskabet i 2020 viste en nedgang på 32 procent i forhold til 2019. 

Det er dog ikke nok til at give formanden dybe panderynker.

– Vi skal nok overleve – ikke mindst i kraft af alle de frivillige, der gør tingene herude, siger han. Det seneste regnskab er endnu ikke offentliggjort, men Knud Larsen fortæller, at skinnecykelsæsonen har været rigtig god.

– Der er 300.000 i overskud når udgifterne til udlejerne er trukket fra, fortæller Knud Larsen. Og det er noget af en fremgang i forhold til 2020, da overskuddet var på 166.000 kroner.

Noget af det skyldes ifølge formanden, at der er indført en fast lejepris på 300 kroner, hvorefter man kan råde over cyklen i det antal timer, man ønsker. Tidligere var det muligt for en lavere pris at nøjes med fire timers leje.

Det betyder både for lejerne, at de ikke skal hænge i en klokkestreng, og gør det også nemmere for udlejerne ikke at skulle holde øje med, om cyklerne afleveres til tiden.

– Vi skal nok overleve. Ikke mindst i kraft af alle de frivillige, der gør tingene herude, siger han.

Men han ser også frem til at få mere gang i blandt andet museet igen.

– Ingen andre steder i Danmark kan man besøge sted som det her, bemærker han.

Nedenstående er tænkt som en lille boks

Kommende arrangementer på Lilleskov Teglværk

23. marts – fællesspisning (billetter købes i brugsen, Tommerup St.)

4. marts – generalforsamling

6. marts – cafésøndag med underholdning ved Lindø Harmonikaklub

25. marts – Irsk aften

4. april – søndagscafé. Gelstedspilleændene underholder.

Del denne historie på: