Nipa i Ellehaven får største ordre nogensinde

Tommerup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Elretur, der er en non-profit-organisation og sørger for ansvarlig og omkostningseffektiv indsamling og håndtering af det elektronik- og batteriaffald, der afleveres på landets genbrugspladser, har købt over 400 containere hos virksomheden Nipa, som holder til i Ellehaven iTommerup,. Nipa, der producerer belysningsmaster og containere, har leveret de første containere og vil aflevere de sidste inden den 1. marts 2024.

– Vi har undersøgt markedet grundigt, og alt inklusive, når der tages højde for omkostninger til fragt, leveringstid og sidst men ikke mindst kvalitet, er der tale om en konkurrencedygtig pris. For Elretur er der tale om en strategisk investering, der forbedrer vores infrastruktur. Vi får opgraderet vores containere, og fremover er vi ikke i samme omfang afhængig af at leje containere, siger Morten Harboe-Jepsen, direktør i Elretur.

Ordren beløber sig til et pænt to-cifret milionbeløb, og for Nipa er der tale om virksomhedens største ordre nogensinde. 

– Det er historisk. Indtil nu har vores største ordre været på 100 containere, så der er tale den største ordre nogensinde for os, og jeg synes, det er fantastisk, at sådan en stor ordre kan lande i Tommerup hos en lille familieejet virksomhed. Jeg er stolt og beæret over, at Elretur tiltror os denne opgave og ikke køber containerne i udlandet, siger Jesper Skytte, der er direktør i Nipa. 

Der er tale om 400 stk. 36 m3 om containere i målene 6,5 m. x 2,55 m. x 2,35 x (længde x bredde x højde), som er bygget til at køre på genbrugspladser.

Om Elretur

Elretur er Danmarks største kollektivordning, som repræsenterer mange forskellige brancher og virksomhedstyper. Elretur håndterer producentansvaret for elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) samt batterier på vegne af mere end 950 medlemmer.

Elretur er en non-profit-organisation og sørger for ansvarlig og omkostningseffektiv indsamling og håndtering af det elektronik- og batteriaffald, der afleveres på landets genbrugspladser. Det i en sådan grad, at Elretur genanvender 84 procent af de indsamlede produkter. Det er over EU-gennemsnittet på 80 procent. Målet er nu at gå skridtet videre og øge genbruget af produkterne.

Om Nipa

NIPA Aps. er en 100% dansk familieejet maskinfabrik, beliggende i Tommerup på Fyn, hvor virksomheden blev grundlagt i 1986. Virksomheden beskæftiger i dag mere end 25 ansatte i produktionen. 

Virksomhedens to hovedprodukter er produktion af  containere og belysningsmaster. Nipa producerer alle former og størrelser for containere og sorteringsanlæg indenfor genvinding. Hertil kommer produktion og markedsføring af et meget bredt program af belysningsmaster med et komplet program i tilbehør, herunder mastearme, traverser og mastefundamenter, mm. Efter opgave producerer NIPA også en række specialmaster efter opgave, fx byportsmaster, dekorative master, trafikfyrsmaster, mm.

Se mere på 

https://www.nipa.dk

Del denne historie på: