Juniorklub indviet med balloner, sang og popcorn

Tommerup

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

En umiskendelig duft af popcorn mødte de mange børn og voksne, der fredag eftermiddag fandt vej til Tommerup Boldklubs klubhus. Ikke for at se eller spille fodbold, men for at indvie Tommeruppernes nye juniorklub, som er blevet skabt på forældreinitiativ.

Og netop det, var årsagen til, at borgmester Søren Steen Andersen, der såvidt muligt møder velvilligt op, når der er bud efter ham, var særligt glad for at være med her.

– Der er ikke mange større glæder end at åbne noget, som folk har knoklet for frivilligt, sagde han, før han sammen med de tilstedeværende børn slap et hav af helium-balloner løs.

Foreløbig har omkring 30 meldt sig ind i klubben, der kommer til at være åben tirsdag og torsdag eftermiddag.

Klar i kulissen står Mette Beate Jensen, studerende fra Odense, der har sagt ja til at lede klubben og seks ungeinstruktører.

– Min mission er, at I kommer hjem efter hver gang og fortæller, at vi lavede det her, og det var bare det bedste i verden, sagde den kommende klubleder.

Malthe Keller er en af dem, der så et Facebook-opslag og meldte sig som ungeinstruktør.

Han er 15 år og går i 9. klasse på Rasmus Raskskolen i Bellinge, og har en særlig grund til at have meldt sig.

– Jeg kunne godt tænke mig at blive pædagog, og det her er en mulighed for at prøve det af, fortalte han.

Nogle har det måske som Marie fra 4. klasse, som Folkebladet talte med. Hun går allerede til så meget i fritiden, at der ikke er plads til at være med i klubben, hvis der også skal være tid til lektier.

Andre får måske øje på alle de muligheder, som de ikke lige var opmærksomme på, der er i lokalsamfundet for at komme ud blandt andre i fritiden – ikke bare i fritidsklubben, men også i foreningslivet og musikskolen, som klubben vil samarbejde med.

En af dem, der gerne vil væk fra Ipad’en er Liva, der har bænket sig på altanen sammen med Marie, Agnes, Regitze og Maya.

– Jeg har normalt ikke så meget at lave og har ikke lyst til bare at være hjemme og kigge på Ipad, siger Liva, der håber at få nogle nye venner i klubben.

Og det er netop et af sigterne med klubben: at give mulighed for socialt samvær med jævnaldrende og for netværk og venskab på tværs af lokalsamfundet.

Del denne historie på: