DEN GODE HISTORIE
Tommerup
14. april 2025
Margit Egdal
Lokalhistorisk Arkiv, Tommerup
Caroline Pedersen var født 1872. Hun blev mejerske, og som hun står her hos fotografen er hun sit værd bevidst. Det var en stor kunst at kunne fremstille godt smør og gode oste. Iført arbejdsdragt, praktisk kjole, kappe og stort hvidt, nystivet forklæde og med ”regalierne”, mælkespanden og skummeskeen står hun i sine træsko. Lige klar til at gå i gang i mejeriet.
Det var et udpræget kvindefag at malke køerne og fremstille smør og ost. Den første uddannelse for mejersker kom i gang i 1837. Uddannelsen varede 1½-2 år og bestod i oplæring fra en ældre mejerske på en herregård. Mod slutningen af 1800-tallet blev mejeribruget mekaniseret, derefter blev det et mandefag.
Caroline blev i 1895 gift med Søren Peter Larsen, der var mejerist ved mejeriet på Søndergårde i Rørup Sogn, men som efter brylluppet fik plads som bestyrer på Brylle Mejeri. Allerede året efter kunne man læse i aviserne, at Søren Larsen havde fået sølvmedalje for 1. klasses smør. Mon ikke også Caroline havde sin andel i prisen, både mand og kone kunne lave smør.
Det danske mejeribrug blev kendt for høj kvalitet. Men det var kvinderne, der i sin tid førte mejeribruget frem og lagde grunden til det senere så stolte danske mejeribrug.