Selv om telefonen kom til Danmark i 1877, var der længe kun ganske få danskere som havde sådan et apparat. I 1900 havde således kun 25.000 danskere telefon og i 1950 var der tale om 60.000. Ja, på den tid var telefonen oven i købet en mangelvare, skriver Nationalmuseet på sin hjemmeside, at 80.000 danskere stod på venteliste i op til syv år for at få en telefon. 

I telefonens barndom dukkede mange telefonforeninger op, som i Brylle, hvor Lars Larsen på ejendommen ”Hyldekær” på Vesterlaugsvej 37 på Brylle Mark i 1917 tog initiativ til sådan en forening, der de første år havde 12 medlemmer. 

Det skriver Bent Ole Pedersen om i det netop udsendte årsskrift fra Lokalhistorisk Arkiv og Forening Tommerup.  Vi citerer ”…når omverdenen havde brug for at komme i telefonisk forbindelse med et af medlemmerne, ringede man til min morfar og opgav et nummer, der kunne rettes henvendelse til. Derpå stak han i sine træsko, besteg sin tohjulede ganger og cyklede hen til rette vedkommende, der så fulgte med tilbage og foretog det ønskede opkald”. 

Når samtalen var slut, fortæller Bent Ole Pedersen, blev den tilkaldte budt på kaffe og kage, så på den måde opstod der et socialt fællesskab omkring telefonapparatet. 

Under den tyske besættelse af Danmark 1940-45 og årene derefter var kaffebønner ganske vist en mangelvare, men det var der råd for. ”I mangel af kaffebønner ristede hun byg i komfurets ovn, malede de brændte kærner i en lille hånddrevet kaffemølle og supplerede op med et brunt pulver fra en gul pakke, hvor der stod ”Richs”, og hvis indhold gik under betegnelsen tilsætning. 

Den form for erstatningsvarer var der mange af på den tid, og det var i øvrigt så som så med kvaliteten. 

Det inspirerede forfatteren Viggo Barfoed til følgende korte digt: 

Babyen standsede midt i en patning 

Og råbte: nu er det vel ikke erstatning?

I samme årsskrift kan man også læse artikler om fx Høgsholt og sagnet om den hvide dame, Knarreborg Brugs’ første 125 år og Dirch Passers slægt med rødder i Nårup, krigsmad i Verninge Ungdomsskole.