Åbent hus for alle i ny juniorklub
Tommerup
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Forarbejdet har stået på i nogen tid. På fredag åbner Tommeruppernes Juniorklub for første gang dørene, og alle kan være med.
Hov, nu er det snart slut med SFO’en, så er der ikke længere noget tilbud til vores børn. Sådan omtrent sad en flok forældre for lidt mere end et år siden og sagde til hinanden til et forældremøde på skolen, og det satte gang i det, der blev til Tommeruppernes Juniorklub, som slår dørene op for første gang på fredag klokken 16-18.
Det er en klub, der henvender sig til elever i 4.-6. klasse fra såvel Tommerup Skole som Tallerupskolen.
– Vi har ansat en klubkoordinator, som skal stå for aktiviteterne og derudover tilknyttet nogle unge instruktører i 14-17 årsalderen, som skal hjælpe til, fortæller Jeanette Sandberg, der er medlem af bestyrelsen, som tæller i alt fem forældre til børn i aldersgruppen.
Væk fra skærmen
Hun fortæller, at formålet er at få børnene væk fra skærmene og at sikre socialt samvær på tværs. Det kommer blandt andet til at ske i samarbejde med foreningslivet, såvel fodbold-, håndbold- og svømmeklubben som taekwondo-klubben er inddraget i aktivitetstilbuddet. Og der vil også blive kreative tilbud.
– Vi har fået lov at låne skolekøkkenerne på begge skoler, der er også et shelter i nærheden, så der kan også komme aktiviteter i forbindelse med friluftsliv, fortæller Jeanette Sandberg.
Der er således masser af muligheder, men børnene komme til at være medbestemmende i forhold til, hvilke aktiviteter, der bliver.
Klubben får hjemme i Tommerup Boldklubs klublokaler – det ligger passende centralt, og er et sted flere er vant til at komme i forbindelse med andre fritidsaktiviteter.
Forældrebetaling
Assens Kommune giver kun et mindre tilskud på omkring 600 kroner om året pr. barn til fritidsklubber, så finansieringen sker først og fremmest via forældrebetaling, og hvad man kan hente ind via puljer og fonde. Forældrebetalingen bliver på 450 kroner om måneden, og klubben vil være åben tirsdag og torsdag eftermiddage klokken 14-17.
Lidt over 30 har udtrykt forhåndsinteresse for klubben, og lige nu er bestyrelsen ved at indhente de endelige tilmeldinger.
Borgmesteren har lovet at komme at åbne klubben sammen med de fremtidige brugere, der vil være fællessang, diverse aktiviteter og lidt at spise og drikke. Bestyrelsen lægger vægt på, at åbningsfesten er for hele lokalsamfundet.