Vinterferien begynder med skoleskak på Tallerupskolen

Tommerup St.

16. februar 2022

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Fredag før vinterferien var over 100 børn fra 0. – 9. årgang på Tallerupskolen samlet for at dyste mod hinanden i skak. 

– Skakdagen handler i høj grad om fællesskab på tværs, derfor er det rigtig dejligt, at vi igen har mulighed for at gennemføre skakdagen, siger lærer Jesper Skov. 

Fra morgenstunden var det de yngste elever, der var i gang ved bordene med elever fra 9. årgang som vejledere.  Senere var det mellemtrinnet og udskolingen, der skulle tænke, så det knagede. Skakdagen sluttede over middag med kåring af de tre vindere for de respektive aldersgrupper.

På Tallerupskolen introduceres eleverne til skak allerede i indskolingen, og i SFO’en er skak ofte på programmet som aktivitetstilbud. Skolen har medarbejdere med instruktør-uddannelse, som står til rådighed for klasserne, så der kan spilles skak i skoletiden.

Skolen er medlem af Dansk Skoleskak og på skolernes skakdag får alle elever tilbud om at deltage i turneringen. De bedste spillere går videre til landsfinalen i skoleskak. 

– Selv om vi endnu har et mesterskab til gode, er det altid en stor oplevelse at være sammen med så mange andre skak-entusiaster, siger Jesper Skov, der i øvrigt kun har godt at sige om denne sport.

– Skakspillet er med til at udvikle elevernes matematiske evner og forbedrer koncentrationen. I sagens natur spiller alle efter samme regler. Herudover trænes både sportsånden og hensyntagen til de andre spillere. Dermed er skakspillet også med til at udvikle elevernes sociale kompetencer. 

Dansk Skoleskak har sammen med Aarhus Kommune og Tryg Fonden forsket i effekten af en times ugentlig skakundervisning. Forskningsresultatet samt anden information kan ses på www.skoleskak.dk. 

Del denne historie på: