Tommerup Vandpolo på toppen – dobbelt-danmarksmestre

Tommerup St.

25. maj 2021

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

  • Mange har i årenes løb sagt, at det ikke kunne lade sig gøre, men nu er det altså sket. Den lille klub fra en mindre stationsby har slået alle andre og vundet to danske mesterskaber på en dag, siger Tommerup Vandpolos cheftræner, Karl-Emil Greve.

Begge Tommerup Vandpolos seniorhold vandt nemlig deres finaler lørdag den 22. maj 2021.

Herrernes første DM-titel

  • Det var herrernes første finalespil nogensinde, og så gik de ind og vandt. En superflot præstation, konstaterer Karl-Emil Greve.
  • Dameholdet toppede også med sin præstation, idet holdet genvandt mesterskabet fra 2020, og det er så tredje gang dameholdet bliver Danmarksmestre.

Tommerup vs. Slagelse/KVIK 
Tommerups damer spillede mod Slagelse/KVIK og lagde egentlig rigtig fint ud i første periode, hvor det lykkedes holdet at holde modstanderne fra at score, mens de selv fik scoret tre gange. Og så kunne holdet endda have gået til pause med en firemålsføring, idet holdet brændte et straffekast, som det fik tilkendt efter 39 sekunders spil.

  • I anden periode virkede det, som om pigerne ikke var klar, de spillede ikke som første periode og fik ikke scoret, mens modstanderen scorede to gange. Så efter anden periode var Tommerups føring skrumpet til 3-2.
  • I tredje periode får vi scoret på et overtal, men brænder to overtal og et straffekast. Vi scorede heldigvis på et andet straffekast. Hvilket betød, at vi førte 5-2 inden sidste periode, fortæller Karl-Emil Greve.

Sidste periode blev en rodet affære for Tommerups hold, der ikke spillede op til det, det virkelig kan og tidligere havde vist. Men holdet forstod dog at holde status quo, idet perioden endte 2-2, og dermed genvandt Tommerups damehold DM med 7-4.

Følgende deltog på dameholdet: Franka Erak, Elisabeth Zachries, Amalie Jensen, Kathrine Greve, Coline Gentil, Camilla Kruse, Astrid Vestergaard, Cecilie Olofsson, Clara Friis, Rebekka Jultved, Anne Marie Knudsen, Laura Salvig, Natacha Drest.

Målscorere for Tommerup: Rebekka Jultved, Camilla Kruse og Cecilie Olofsson med hver et mål, Amalie Jensen og Kathrine Greve scorede to mål hver.

Gyser: Tommerup vs. KVIK

Herrerne havde tabt den første finale med 8-11 til KVIK, så deres eneste chance for at vinde mesterskabet, var at vinde først kampen og siden den efterfølgende straffekonkurrence, for hvis kampen endte uafgjort ville KVIK vinde DM.

Det blev en gyser af en kamp, hvor begge hold på skift scorede i første periode. Tommerups overtalsspil fungerede rigtigt godt, og holdet scorede 3 på overtal. KVIK fulgte dog med til 3-3, og 36 sekunder før tid scorede Tommerup til perioderesultatet 4-3.

Anden periode blev rigtig udmarvende med meget svømning for begge holds vedkommende, der blev kun scoret en gang, og det var KVIK, der udlignede til 4-4.
I tredje periode kom der igen flere udvisninger og et straffekast, der dog blev underkendt. Tommerup vandt tredje periode 2-1 og resultatet var 6-5 før fjerde og sidste periode.

Begyndelsen af fjerde periode var helt tæt, og KVIK fik udlignet til 7-7, hvorefter Tommerup trak fra og vandt den ordinære kamp 10-7.  Det betød at alt skulle afgøres med straffekast.

Efter de første fem kast til hver klub var stillingen 4-4. Så skulle der fortsættes med et skud til hver klub og ved første brændte straffekast var modsatte hold vinder, hvis det ellers scorede. Tommerup scorede på sine 2 første skud, mens Tommerups målmand, Silas Pedersen reddede et af KVIKs skud, og således vandt Tommerup straffekastkonkurrencen med 6-5 og blev dermed Danmarksmester.

Følgende spillere deltog på Tommerups hold: Silas Pedersen, Marcus la Cour, Valdemar Paustian, Nicolai Stampe, Johannes Andersen, Christian V. Andersen, Nicolaj Villadsen, Mikkel la Cour, Alexander K. Greve, Sebastian Pedersen, Oliver Stampe, Andreas Thiel, Asbjørn Jeppesen.
Tommerups målscorer var: Johannes Andersen med 1 mål, Nicolai Stampe, Marcus la Cour og Nicolaj Villadsen med 2 mål, Alexander Greve, Christian V. Andersen og Sebastian Pedersen scorer 3 mål,

Del denne historie på: