Tommerup i festivalhumør

Tommerup St.

6. september 2025

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Vejret var lige, som det skulle være, for at få folk af huse og op til området mellem skolen og Brugsen, da der lørdag blev budt til Tommerup Festival.

Nu skal man ikke forveksle det med hverken Roskilde-, Smuk eller andre festivaller, hvor der er fokus på musikken. Her var der fokus på, at folk – store som små kan mødes og få den snak, man måske ikke når i dagligdagen og blive mere opmærksomme på, hvad lokalområdet kan tilbyde.

Her kunne børn muntre sig i hoppeborgen, stege en pandekage eller kaste på mål med pile hos spejderne og få et sjovt ballondyr med hjem af klovnen Lulu, de voksne kunne tage sig en svingom til lyden af hits fra dengang mormor var ung, eller bare lytte til dem, mens de nød en grillpølse med det hele, fik en snak med hinanden eller med en af de lokale erhvervsdrivende, der var med med en bod på festivalen uanset om det var nye krøller eller nye vinduer, interessen kredsede om.

Aktiviteterne stod på indtil klokken 15. Herefter var der pause indtil klokken 18, hvor der var fællesspisning for hele familien, levende musik og dans. 

Del denne historie på: