Tøj behøver ikke komme direkte fra fabrikken for at være nyt
Tommerup St.
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Fem veninder har siden juni/juli solgt ud af deres garderober i pop op-butikken Second Love på Kirkevej i Tommerup St.
Samtidig med at få tyndet ud i egne garderober vil de også gerne slå et slag for recycling.
I 2018 købte hver dansker 10,9 kilo tøj om året, det tal var seks år senere i 2024 ifølge Danmarks Naturfredningsforening steget til et gennemsnit pr. Dansker på 13-16 kilo, svarende til i alt 75.000 tons. Samtidig er overproduktionen af tøj så stort, at der hvert år ifølge Forbrugerrådet Tænk smides 677 tons ud i Danmark alene. 389 tons fra butikscentrene og 239 tons fra supermarkederne.
Det kan være rart at få nyt tøj, og har man haft den samme kjole på til fest tre gange, så synes nogle, det kunne være fedt med en ny næste gang. Men det er ikke ensbetydende med, at man behøver gå i butikker og købe fabriksnyt.
Hvad der er yt for dig kan være nyt for andre.
Fem veninder, der som så mange andre godt kan lide at forny garderoben og nogle gange, når vægten gik op og ned også var nødt til det, som en af dem siger, har længe byttet tøj indbyrdes. På den måde har de fået nyt tøj, uden at de behøvede belaste klima og miljø med at købe fabriksnyt hver gang.
De seneste måneder har også andre kunnet shoppe i deres fælles garderobe af overskudstøj. Det sker i pop-op butikken Second Love på Kirkevej 3 i Tommerup St., hvor Lykkelou tidligere havde til huse.
Da de alle har job ved siden af, er der hverken daglige eller faste åbningstider, men åbent, når en af dem kan afse tid til nogle timer i butikken. Man skal bare holde øje med skiltet, som de sætter op ude ved vejen, når de er der eller med opslag på Facebook. Og der har været god interesse, fortæller de. Både for at købe og fra nogle kunder for at aflevere deres eget brugte tøj til videresalg. Det sidste har de fem, netop fordi der kun er tale om en fritidsbeskæftigelse, ikke kunnet afse tid til. I stedet er der nogle gange arrangeret et event. Stod vejrudsigten på tørvejr, kunne man komme og sælge sit overskudstøj på stande uden for butikken.
De fem veninder kommer flere steder fra på Fyn, og selv om Tommerup ikke er stor, så har interessen været det. Og der har været kunder fra både Århus og Bornholm, som kiggede ind, når de alligevel var i byen. Blandt andet derfor har de fem også valgt at forlænge butikkens levetid til og med oktober – indtil videre. Mange kommer blandt andet for at købe festtøj og er glade for at kunne få hjælp i butikken til at matche forskellige dele og til, hvordan man med et tørklæde eller bælte kan få one-size tøj, som der er meget af i tiden, til at sidde godt.