Stationsbyens dødsdom?
Tommerup St.
Henrik Frydenborg
Skelskovvej 41, 5690 Tommerup
Lørdag formiddag fik Tommerup St. et chok af dimensioner. Bestyrelsen i Superbrugsen Tommerup St. meddelte, at den gav op og indstiller butikken til lukning og brugsforeningen til opløsning.
Det var der næppe mange medlemmer, der havde set komme. På ordinære og ekstraordinære generalforsamlinger de senere år har lukning ikke været på tale. Senest i juni fik vi oplyst, at året 2023 var startet med, at alle måneder (bortset fra januar) var gået bedre end budgetteret, men at de nærmeste måneder skulle arbejdet intensiveres. Siden har medlemmerne ikke hørt noget.
Ikke før chokket i lørdags, og det giver anledning til en del spørgsmål:
– Har bestyrelsen ensidigt satset på fusion med Ringe Brugsforening og dermed på forhånd opgivet at kæmpe sig selvstændigt igennem?
– Har bestyrelsen været vidende om, at Ringe Brugsforening spillede “på to heste” ved at forhandle både med Knarreborg og os i Tommerup St.?
– Har regnskabsåret 2023 fortsat udviklingen fra foråret (bedre end budgetteret) og endt i et overskud – eller det modsatte?
– Hvorfor har bestyrelsen ikke forsøgt at aktivere medlemmer til at forbedre den økonomiske situation i løbet af sommer/efterår?
– Hvad er konsekvenserne helt konkret ved henholdsvis et ja og et nej til bestyrelsen forslag om opløsningen af foreningen?
– Hvis Tommerup St. Brugsforening opløses, er det så en mulighed at overdrage ejendommen til COOP, som så kan etablere en 365 discount i stedet?
Det vil trods alt være bedre med en 365 discount (som Jan-uddeler nævnte i en avisartikel i juni) end en totallukning af butikken. Ikke blot for os, som udelukkende handler i brugsen. Det vil være katastrofalt for byen, det stigende indbyggertal og også for investorer, der har planer om at bygge boliger og sælge grunde, hvis butikken lukker helt.
Forhåbentlig møder mange medlemmer frem til den/de ekstraordinære generalforsamlinger.