”Skinnecykelformand”: Jeg er ikke stolt af vores kommune

Tommerup St., Glamsbjerg og Assens

6. april 2025

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Turistattraktion bliver mindre værd og Lilleskov Teglværk mister indtægt

Jørgen Pindstofte er bestyrelsesformand for Foreningen Lilleskov Teglværk, som driver det tidligere teglværk som museum og kulturelt mødested. 

I slutningen af 1990’erne fik foreningen en ide til en aktivitet, der på en gang skulle være en turistattraktion og en indtægtskilde for Foreningen Lilleskov Teglværk: Aktiviteten var skinnecykling på den gamle Assensbane mellem Tommerup St. og Assens, således at man kunne hoppe på og af i Tommerup St., Glamsbjerg og Assens. 

Sådan bliver det ikke i år og fremover, for Assens Kommune har efter overtagelsen af banestrækningen, besluttet, at strækningen mellem Glamsbjerg og Assens skal laves om til en sti. 

Foreningen Lilleskov Teglværk har kendt til Assens Kommunes planer i et års tid, fortæller bestyrelsesformand Jørgen Pindstofte, som har givet foreningens mening til kende over for Assens Kommune, og må erkende, at foreningens ord er blevet vejet og fundet for lette.

– Jeg er ikke stolt af vores kommune. Det er jo en turistattraktion og en indtægtskilde for os, som, frygter jeg, bliver reduceret. 

Han fortæller også, at foreningen i et par år kunne have fået lov til at køre på strækningen Assens – Ebberup, men at man takkede nej. 

– Det går ikke med en todelt bane, siger Pindstofte. 

Han er skuffet over, at kommunen ikke værdsætter det frivillige arbejde, som foreningen har ydet i mange år med at drive en turistattraktion til glæde for hele kommunen. 

– Det var kun sidste år – og vi er jo pensionister alle sammen – at vi ikke magtede at holde strækningen mellem Assens og Glamsbjerg fri for tidsler og anden generende vegetation. Ellers har vi gjort det i alle årene, siger Jørgen Pindstofte. 

Del denne historie på: