Skær et græskar til dig selv – og et til byen
Tommerup St.
21. oktober 2021
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Hvad skal du lave lørdag i efterårsferien? Hvis du ikke lige har noget på programmet, så var det måske noget at lægge vejen forbi Superbrugsen i Tommerup St., der til lejligheden har indkøbt bunker af græskar.
Lørdag 23. oktober er der to græskar til alle børn i følge med en voksen. Man skal selv medbringe kniv og ske, og så er der ellers lagt op til, at man i selskab med andre børn kan skære sjove eller uhyggelige ansigter ud i græskarrene.
Et af de færdige græskar, må man tage med hjem, det andet skal sættes op et sted på Tallerupvej mellem guldsmeden og Tommerup Optik, så byen på den måde pyntes op til den tilstundende halloween.
– Vi havde et lignende arrangement på vores lager for to år siden, der blev pladsen noget trang, derfor har vi flyttet det ud på parkeringspladsen i år, så vi håber på godt vejr, siger uddeler Jan Hansen.
Sidste år kom Corona-restriktionerne i vejen for arrangementet, der også støttes af City Tommerup.
Det varer fra klokken 10-14, og undervejs er der mulighed for at købe øl, vand og grillpølser, skal man også have lidt til den søde tand, har brugsen sørget for, at også en churros-truck lægger vejen forbi stationsbyen den dag.