Peter Borberg med kæmpeværk om Piet Hein, hvis spor findes i det fynske
Det første af to bind i en ny stor biografi om verdensdanskeren Piet Hein er netop udgivet. Forfatteren er Peter Borberg fra Tommerup St. Han har tidligere skrevet om humoristen Storm P., og som i sit nye værk har fået eksklusivt adgang til Piet Heins private dokumenter
Han var gode venner med Albert Einstein og Niels Bohr. Han var kæreste med Tove Ditlevsen. Og han havde familiær forbindelse til Karen Blixen.
Det er ikke småting, der er at fortælle om digteren, designen og opfinderen Piet Hein (1905-1996). Nu udfoldes historien om den markante personlighed, der opnåede verdensberømmelse, i en stor tobindsbiografi. Første bind udkommer den 20. oktober 2023, og forfatteren bag er fynske Peter Borberg fra Tommerup St.
– Piet Hein er et navn, der den dag i dag vækker genklang, og som de fleste nok forbinder med digtene Gruk og hans design af bl.a. bord og lamper. Men kun i begrænset omfang har historien om mennesket Piet Hein tidligere været fremme. Og det er der en god grund til, siger Peter Borberg og tilføjer:
– Hvor Piet Hein i sit professionelle og kreative virke vandt på sine sublime evner som enkel og stilren formgiver, så var hans privatliv ét stort kaos.
Et enestående arkiv
Gennem de seneste fem år har Peter Borberg fået eksklusivt adgang til det private Piet Hein-arkiv, som varetages af Piet Heins søn, Hugo Piet Hein, i Middelfart.
– Det er et fuldstændig enestående arkiv, og jeg kan dårligt forestille mig, at der noget sted i landet i dag findes en privat samling af materiale om en afdød kulturpersonlighed, som tåler sammenligning med det, som jeg har været så heldig at få fingrene i, fortæller Peter Borberg og nævner, hvordan han har stået med julekort fra Charles Chaplin, store brevvekslinger med eventyreren Thor Heyerdahl og personlige hilsner fra Astrid Lindgren i hænderne.
– Det har været en guldgrube af materiale, og det er samtidig med til at forklare, at mit værk udkommer i to forskudte bind. Såvel Piet Hein som alt det, han har efterladt, fortjener ganske enkelt en fyldestgørende behandling, siger Peter Borberg.
Gamle spor krydses
Det er ikke første gang, at den fynske forfatter udgiver et biografisk kæmpeværk. Tilbage i 2017 udgav Peter Borberg bogen Storm P. En biografi på knap 600 sider. Og indimellem har Borberg i sit nye Piet Hein-projekt krydset gamle spor.
– Piet Hein og Storm P. kendte hinanden og arbejdede et par gange sammen. Det har været en speciel oplevelse at møde gode gamle Storm P. igen, men i en rolle, hvor han er en biperson, og Piet Hein er hovedpersonen, slutter Peter Borberg.
FOTO: Kasper Orthmann Andersen