Per Ahlmann skaber bølgegang på svømmehallens vægge

Tommerup St.

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Kunstner Per Ahlmann er ved at lægge sidste hånd på en kæmpe keramisk mosaik på til svømmehallens endevæg i Fyrtårn Tommerup

Måske har du som bruger af svømmehallen eller Fin Form i Fyrtårn Tommerup undret dig over et stort hvidt felt på den svømmehallens endevæg. Det har Per Ahlmann svaret på.

Han har i godt og vel et halvt år, somme tider intenst, sommetider afbrudt af andre opgaver arbejdet på en stor keramisk mosaik, der de næste mange år skal pryde væggen.

Værket er blevet til på Tommerup Keramiske Værksted, hundredvis af små keramiske brikker samlet til et puslespil på 8×3,55 meter.

Sorte huller og

tyngdebølger

Endnu ligger det bredt ud på gulvet på det keramiske værksted på Skovstrupvej. 

Per Ahlmann fortæller, at han har læst en videnskabelig artikel om de tyngdebølger, der opstår, når to sorte huller i universet kolliderer, og det er det fænomen, han har taget udgangspunkt i, da han skabte skitsen.

– Jeg har fabuleret over det, det er ikke sådan, at det bliver skåret ud i pap, uddyber han.

Nu er det jo heller ikke på Niels Bohr Instituttet i København, men i svømmehallen i Tommerup, at det skal give brugerne en ekstra dimension til turen i det våde element.

På kryds og tværs af de dråbeformede elementer, der symboliserer de sorte huller og tyngdebølgerne, går nogle “linjer”, som man skal forestille sig er den energi, der kommer ud af det sorte hul.

– Det har jeg også fra den videnskabelige artikel, og det har været sjovt at komponere med. Hvis en skoleklasse en dag kan genkende noget af det, vil det være fint, men det er ikke en dagsorden, understreger Per Ahlmann.

– Jeg såede et frø

Per Ahlmann, der bor i Tommerup St., er selv bruger af svømmehallen, og det var ham, der med egne ord “såede et frø” hos Troels Eriksen, direktør i Fyrtårn Tommerup, om ikke det kunne være en ide med en helt ny udsmykning til væggen.

Troels Eriksen var med på ideen, og så gik arbejdet ellers i gang med at skaffe midlerne til projektet. Som er 100 procent finansieret af fonde. I første omgang støttede Statens Kunstfond udarbejdelsen af en skitse. Senere bidrog fondet også sammen med seks andre fonde til realiseringen var værket.

– Det er jo altid dejligt med ny kunst, siger Troels Eriksen, der fortæller, at Per Ahlmann naturligvis har haft helt frie hænder til udformningen.

– Men han har været god til at tage os med i processen, siger han.

Gammelt værk måtte kasseres

Det nye keramiske kunstværk betyder også, at det gamle, som blev lavet af en anden lokal kunstner, Per Ravn, måtte tages ned, og det har affødt nogle bemærkninger hen ad vejen, fortæller Troels Eriksen.

– Det har siddet der siden 1975, så der er mange holdninger til det. Men det var også et kunstværk, der var i fare for at falde ned, fordi det var korroderet. Da jeg arbejdede i hallen mellem 1994 og 2004, satte jeg ekstra bolte i, og da jeg kom tilbage 10 år senere, kunne jeg se, at problemerne var de samme. Vi var nødt ti lat få det fjernet, siger Troels Eriksen, der også har været i kontakt med Per Ravn.

– Han var naturligvis ærgerlig over, at det var gået sådan, men sagde også, at når konditionerne var, som de var, var der ikke andet alt gøre. Også Albanifonden, som i sin tid købte og skænkede værket til Tommerup Hallerne, som de hed dengang, har sagt god for at fjerne det, siger han.

Det nye værk bliver ikke sat op med skruer og bolte, men med stærk silicone, så det skulle gerne blive hængende.

Men først skal den sidste glasur på brikkerne, så skal dele af dem nummereres og pakkes ned, før de kan transporteres til svømmehallen.

Per Ahlmann har sat sig for at blive færdig med kunstværket i år, men han vil ikke forcere noget, så der er ikke sat en slutdato på. Sikkert er det dog, at opsætningen vil foregå afskærmet, for været skal afsløres ved et arrangement på en endnu ikke fastsat dato i begyndelsen af det nye år.

Del denne historie på: