Ny forening klar til at arbejde for lokalsamfundet

Tommerup St.

Af Lise Wolf – lw@folkbladet.net

Godt og vel 100 af de 1800, der tidligere var medlemer af Tommerup St. Og Omegns Brugsforening har meldt sig ind i de nye forening med navnet Tallerupvej 16, der blandt andet ejer bygningen, hvor tidligere Superbrugsen og snart Spar har hjemme, og som driver OK-tankanlægget.

Det betegner formand Peder Vester Henriksen som tilfredsstillende. Omkring halvdelen af medlemerne mødte op til generalforsamlingen i sidste uge, og mon ikke andre foreninger ville være glade, hvis det var tilfældet hos dem.

Årsagen til, at foreningen overhovedet er blevet en realitet er den trepartsaftale, der er indgået mellem den, Dagrofa, der udbyder en kæde til en købmand og købmanden.

– Købmanden får rammerne til at drive forretning i, men vi er ikke inde over de beslutninger, der træffes for butikken som for eksempel, hvilke varer, der skal stå på hylderne, siger Peder Vester Henriksen.

Da Spar for eksempel ikke har såkaldt non-food på varelageret, er det blevet 150 kvadratmeter til overs, de er blevet indrettet til et særskilt lokale med henblik på udlejning til anden side.

– Hvad har man ud af at være medlem af den nye forening?

– Det er noget vi skal udvikle. Vi skal stadig bidrage med det, vi kan. Vi udbetaler forsat OK-penge til boldklubben og svømmeklubben, fællesspisningen på Lilleskov Teglværk er også i foreningens regi, og så har vi et samarbejde med Spar. Vi vil bygge videre på nogle elementer så man for eksempel kunne have fordele af at være medlem hos os i samarbejde med købmanden, siger Peder Vester Henriksen.

Og økonomien?

I første omgang har foreningen en gæld til Coop, som skal afvikles, hvor stor den er er ikke gjort op endnu. Ud over huslejen fra Spar og en eventuelt anden udlejer af de tiloversblevne kvadratmeter, er brændstofsalget, selv om det er for nedadgående med et stigende aftale elbiler også ganske indbringende.

– Der falder også fondsmidler af fra OK, så det understøtter altsammen afvikling af gælden, siger formanden.

Han fortæller, at der også vil blive opbygget en hjemmeside, der vil formidle til lokalsamfundet.

Han forsætter som formand i den nye forening, lige som de øvrige bestyrelsesmedlemmer også er identiske med dem, der sad i brugsens bestyrelse. Lars Salmer, Dorte Salomonsen, Svend Erik Schmidt og Brian Olsen. Eneste ændring er, at Anita Bech Albertsen blev valgt som ny suppleant.

Del denne historie på: