I 1968 gjorde studenter I Warszawa, Paris og København oprør. 1968 var også året, hvor mange unge tog blomster i håret og iførte sig flower powertøj. I 1968 hittede The Beatles med Hey Jude og Rolling Stones med Jumping Jack Flash.

Alt det ragede Henrik Frydenborg en høstblomst. Han gik kun op i fodbold,

Henrik var i 1968 10 år og boede i Odense sammen med sine forældre.  Den 1. april 1968 troppede han op i Munkemose for at melde sig ind i OB. 53 år senere er Henrik fortsat medlem af OB, men dog kun passivt medlem.

Henrik nøjedes ikke med at spille fodbold, dengang i 1960’erne.  han begyndte også at lave scrapbøger, dvs. klippe fodboldreportagerne ud af aviser og klæbe dem ind i et hæfte. Og så begyndte han at samle på autografer af fodboldspillere. Scrapbøgerne og autograferne har han fortsat. Man smider jo ikke guld i kloakken.

Endelig begyndte Henrik at samle på fodboldkort – nemlig Nu fodboldbilleder, som de kaldtes.

Det var Toms fabrikker, som i 1965 sendte Nu Sports Pastiller på markedet møntet på fodboldglade drenge, for i hver æske fik man et billede af en dansk divisionspiller, og så var det ellers bare om at købe lakridspastiller, der ikke overraskende havde form af en halv fodbold.

Toms udsendte iflg. Hjemmesiden fodboldhistorik.dk i alt 1085 forskellige fodboldkort. De sidste i 1977.

I begyndelsen var det J. Høeghs Lakrids- og Sukkerfabrikker, grundlagt i Svendborg 1902, men overtaget af Toms fabrikker i 1962, som lagde navn til billederne, nemlig Høeghs Stjerne Serie.

Det varede dog kun kort, for samme år – 1965 – skiftede serien navn til Pingvin Lakrids Nu Stjerne Serie.

”Nu’et” kom fra sportskommentatoren Gunnar ”Nu” Hansen, der lagde navn til serien.

I 1966, 1969 og 1973 udsendte Pingvin Lakrids samlealbummer, hvor Gunnar Nu Hansens kontrafej prydede forsiden på det første

• Jeg samlede på nu-kortene fra 1968 til 1972, vil jeg tro. Altså fra jeg var 10 til jeg fyldte 14, fortæller Henrik Frydenborg, som vi møder i Tallerup Antikvariat, som Henrik startede på fritidsbasis omkring 2002, men de seneste 11 år har drevet på fuld tid.

Henrik gemte aldrig samlemapperne – og de mange dubletter – som samlede har for at kunne bytte med hinanden og på den måde få en større samling – længere væk, end at han i ny og næ fandt den frem og ved bladring kunne konstatere, at fx hårmoden ændrede sig i udgivelsesperioden.

På de ældste kort er spillerne korthårede, senere bliver lokkerne længere, ikke mindst bag til. Nogle spillere lader oven i købet  skægget gro.

Billederne fortæller også fodboldhistorie. På de ældste kort er trøjerne blottet for enhver reklame. Men det ændrer sig, og OB får på et tidspunkt Texaco på spillertrøjen, mens AGF reklamerer for Jägermeister.

Sagt på anden vis: i begyndelsen gør klubberne fortsat en dyd ud af at være rene amatøridrætsforeninger, der ikke vil lade dragterne besmudse af firmalogoer.

Det ændrer sig i løbet 1970’erne og kulminerer med, at DBU i 1978 siger ja til betalt fodbold, altså professionel fodbold i Danmark.

Henrik genoptog ind i mellem samleriet. I 2005 indrykkede han en annonce i Gul og Gratis, hvor han efterlyste nu-kort. Det resulterede i ca. 300 nye kort til samlingen.

Henrik kunne derfor dengang fortælle denne artikels forfatter, at han nu kun manglede ca.  90 kort.

Det kom der i øvrigt en artikel til Fyens Stiftstidendes bagside ud af. (lagt på nettet 16. april 2005).

Og så kom der nye kort til samlingen.

Og pø om pø har Henrik fået fat i nye kort.

• I dag mangler jeg kun 5 eller er det 6 kort for at have en komplet samling siger Henrik Frydenborg.

Henrik Frydenborg: Jeg er ikke en klasseforræder

• Hvorfor valgte du at spille fodbold i OB?

År, det kan jeg ikke rigtig huske. Det har måske bare været fordi, det var den klub, som lå tættest på, hvor jeg boede og ikke længere væk end at jeg kunne cykle til træning.

OB er fortsat Henriks klub, og han har aldrig på noget tidspunkt overvejet at skifte klub.

• Jeg kender folk, som tit skifter klub, men jeg kan godt lide de fans, der holder ved deres klub, også selv om den måske rykker ned. Jeg kender sågar en mand, som følger manageren José Mourinho, altså følger de klubber, han til en hver tid står i spidsen for. Det synes jeg er mærkeligt, siger Henrik.

Folkebladets reporter er i drillehjørnet.

• Jeg undrer mig faktisk over, at du er OB-fan. For du ikke bare spiser rødt oksekød, men du ser rødt, når det gælder de store spørgsmål i tiden, og stemmer derfor rødt. Du er med andre ord ræverød, og det er kun blevet værre med årene, for du droppede jo for nogle år siden SF til fordel for Enhedslisten, som du endda har stillet op til byrådet for. Alligevel er du medlem af OB , klubben, som om nogen er det odenseanske borgerskabs foretrukne klub.Du burde da være af fan af gamle arbejderklubber som B1909 eller af OKS?
• Aaa hold nu op, det der med borgerskabets klub gjaldt kun de første år. Og de sidste mange år har der siddet lige så mange socialdemokrater med i ledelsen, som folk fra borgerskabet, vil jeg tor.
• Hvad tror du ledelsen af Enhedslisten ville sige til dine fodboldmæssige tilbøjeligheder.

Er du slet ikke bange for at Mai Villadsen kunne finde på at beskylde dig for at være klasseforræder.

Hun virker jo som en, der godt kan finde på at svinge krabasken.

• Nej jeg har aldrig hørt noget fra Enhedslisten om mit OB-medlemskab.
• Heller ikke, at du er en klasseforræder.
• Nej, det er kun dig, der har spurgt om det.

Liverpool for altid

Selv om man ikke skulle tro, der var plads til flere klubber i Henrik Frydenborgs fodboldhjerte, taget i betragtning at han er OB’er om en hals, men det er der, nemlig Liverpool FC, som om muligt fylder endnu mere i Henriks hjerte.  Interessen for Liverpool er lige så gammel som interessen for OB, altså fra omkring 1968.

• Hvorfor blev du Liverpool-fan?
• Det kan jeg faktisk ikke huske, måske havde jeg set dem spille i TV. Men det kan også have været et første oprør mod forældreautoriteten, for min fars favoritklub var Everton (der også hører til i Liverpool, red.)

Henrik Frydenborg har i årenes løb været en flittig gæst på Liverpools hjemmebane Anfield Road.

• Den sidste kamp jeg så, var kampen mod Atletico Madrid, der blev spillet den 11. marts 2020, altså den dag, Mette Frederiksen lukkede Danmark ned. Vi spekulerede da på, hvordan og hvornår vi kunne komme hjem, men vi landede i Danmark 12. marts.

Efterfølgende er kampen blevet omtalt som en supersprederbegivenhed, hvor de tilrejsende spanioler – ca. 50000 – bragte coronaen til Liverpool.

• Jeg kan huske, at Atletico-fansene passerede mig i højest tre meters afstand, men jeg blev ikke smittet, siger Henrik.
• Du har engang fortalt mig, at din største fodboldmæssige oplevelse var, da du i 1983 var med i OB’s delegation til Anfield Road, dengang OB skulle op imod Liverpool i europacuppen for Mesterhold. Er det stadig det?
• Ja, det er det, siger Henrik, som sammen med den øvrige delegation efter kampen kom ind i det allerhelligste og drak whisky med Liverpools manager Bob Paisley.

Henriks interesse for Liverpool kommer også til udtryk ved at han ofte har en Liverpool-trøje på.

Da Folkebladet kiggede forbi, havde han også Liverpool-strømper på med et påsyet ”LFC”.

-Havde du kommet en anden dag, kunne jeg have haft Liverpool-underbukser på, siger Henrik.

Selv om merchandise i dag omfatter alverdens ting, så som figurer, flere trøjer, sengetøj med meget mere, så nøjes Henrik med at købe tøj, som han alligevel ville ja købt.

Og dog, der er faktisk en undtagelse.

• Jeg købte engang en rulle Liverpool FC, tapet, men jeg har dog ikke en stue med Liverpool-tapet, siger Henrik.

Fodboldkort siden 1880’erne

Hvis man kan stole på wikipedia kom de første fodboldkort på markedet i slutningen af 1800-tallet i USA, Men det var vel at mærke amerikansk fodbold, som det handlede om.

Kortene blev i øvrigt lagt i cigaretpakker.

Hvornår fodboldkortene dukkede op i Europa, har jeg ikke kunne google mig frem til.

På hjemmesiden www.fodboldhistorik.dk er de ældste fra 1943 og udsendtes sammen med Billedbladet.

I 1959 kunne man få fodboldkort, når  man spiste havregryn af mærket Foska.

Nu-kortene sendtes på markedet i 1965.

Endelig er der ”Samleserien”, hvor fodboldfans nu kunne købe hæfter med fodboldkort og ikke behøvede æde sig igennem uanede mængder af havregryn eller lakrids.