Nu kan du blive skrevet op til en af 57 nye lejeboliger

Tommerup St.

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Om godt og vel et år ventes de første af lejeboligerne på den tidligere erhvervsgrund midt i Tommerup Stationsby færdige, allerede nu kan man komme på interesselisten.

Et nyt boligområde i Tommerup St. Tager langsomt form. For godt fire år siden flyttede de første beboere ind i Tommerup Andelsboligforenings første seniorbofællesskab på savværksgrunden, og mange vil have bemærket, at noget nyt er under opsejling. 

Væk er bygningerne, hvor Stegsteds Maskinfabrik og VSM Contractors havde hjemme på forskellige tidspunkter, og vejen er banet for “Buchwaldshave” et boligprojekt, der har været i støbeskeen længe, men nu nærmer sig realisering.

Det kommer til at ligge for enden af Smedevej, der vil blive forbundet med Buchwaldsvej og i følge lokalplanen med stiforbindelse til Tallerupsøerne.

Der er tale om 57 lejeboliger fordelt på 17 boliger i rækkehuse i ét plan og 40 boliger, der enten er placeret i stuen eller på første sal med udvendig trappe.

Boligerne bliver henholdsvis 68, 78, 91, 98 og 113 kvadratmeter store med en husleje, der starter på 6.995 kroner om måneden.

Boligerne får alle et udeareal enten som altan eller en lille have, og der vil være parkeringsplads enten direkte ved boligen eller tæt på.

Ifølge Selmer Gruppen, der er udvikler af projektet, skulle de første boliger være klar til indflytning om et årstid, medio 2025, i efteråret 2025 ventes byggeriet at være helt afsluttet.

Udlejningen tager udlejnings- og administrationsselskabet VEA ApS sig af. Det varer ikke længe, før udlejningen starter, og man kan allerede nu, blive skrevet op på en interesseliste ved at skrive til udlejningskonsulent Jens Hagen på mail JH@VEA.dk.

Baggrunden for lokalplanen var, at stationsbyen mangler udlejningsboliger.

– Vi mener, at byen har mange gode kvaliteter, og med projektets beliggenhed tæt på skole, indkøb og offentlig transport ser vi frem til at komme i gang med byggeriet og udlejningen, siger Lasse Kauffeldt Kæseler, der er partner og udviklingschef i Selmer Gruppen A/S.

Det er Selmer Gruppen A/S, der er udvikler af projektet, Selmer Byg A/S, der er totalentreprenør og skal bygge, mens Ejendomsselskabet Hokton A/S er investor.

Også et privat plejehjem er der planer om at opføre i det gamle erhvervsområde, men som Folkebladet tidligere har skrevet, har det hidtil knebet med at finde en investor til det projekt.

Del denne historie på: