Musikalsk cirkushest tilbage i manegen
Tonny Skiøth er begyndt at holde foredrag
Musikeren Tonny Skiøth har det med musik, som den gamle cirkushest, der vågner op og vil tilbage i manegen, når den lugter savsmuld.
Så flere gange har han solgt sit anlæg – keyboard med højttalere – for at fortryde det efter et stykke tid.
Som da Michael Bundesen døde.
• Jamen, så fik jeg lyst til at spille musik med Shu-bi-dua, for jeg havde haft mange af bandets numre på repertoiret, fortæller Tonny.
Nej til Nik og Jay
Eller da han i 2019 stoppede som suppe-steg-is-musiker, som havde betalt huslejen i 23 år.
I stedet begyndte han – efter at have taget det store kørekort – at køre med blomster for vognmandsfirmaet Alex Andersen
Tonny var kørt sur i det som festmusiker. Det gode gamle repertoire tog ikke kegler som tidligere.
• Når folk bad mig spille Nik og Jay, sagde jeg, ”Det går ikke, for de er jo to”. Og det blev så til, at jeg kom i diskussion med folk. Jeg var ikke så smart, som min far, for han ville have sagt ”Den kan jeg ikke, men jeg kender en der er lige så god”.
Far var trommeslager
Tonny Skiøths far, Erik, var musiker.
• Han var trommeslager i et danseorkester, som kunne spille en måned i Aalborg, så en måned i Sønderborg og så en måned et tredje sted.
Omkring 1960 – da faren var omkring 30 – sagde Tonnys mor stop.
• De havde på det tidspunkt fået tre børn, så mor bad ham finde et borgerligt erhverv. De drak jo voldsomt, orkestermusikerne, og de raflede også, og min far røg 60 cigaretter om dagen, så pengene forsvandt.
Fik arbejde på savværk
Faren fik i stedet arbejde på savværket i Farstrup, hvor de boede, og så fortsatte han som festmusiker, når tiden tillod det.
Fra Tonny var 12 til han var 27, spillede han sammen med faren.
Tommy bankede til trommerne – sådan som faren også havde gjort det, da han var prof – mens faren nu spillede på trækharmonika.
Det var på en måde lidt af trods, at Tonny var begyndt at slå på tromme, for storebroren Claus var eller supermusikalsk.
• Han gad ikke øvre, og så går det ikke. Men han var eminent dygtig til at spille efter gehør. Han kunne høre en melodi og så gå ind og spille den på klaveret, siger Tonny.
Tonny begyndte så at slå på trommer, og fik det også lært rigtig godt – det store gennembrud kom, da det gik op for ham, at han var venstrehåndet – og derfor indså, at han skulle spejlvende opstillingen af trommesættet.
Som 27-årig lærte Tonny at spille på harmonika.
Bror Lort
• Det var min far, som en dag sagde til mig. Når din ”Bror Lort” ikke vil, så må du.
Ja ”Bror Lort”, det kaldte vi ham, og det skyldtes, at alting gik i lort for ham – han havde 10 tommelfingre, fortæller Tonny om sin bror, som han holdt meget af.
Udenadslære
Tonny fik lært at spille harmonika og nåede op på at have et repertoire på 700 sange, som han alle kunne udenad.
To år senere døde faren og Tonny købte hans anlæg – keyboard, højttalere med mere for 10.000.
• Hvad vil du dog med det, sagde Lone (Tonnys kone) til mig. Du kan jo ikke spille.
• Så må jeg jo se at få det lært det, sagde jeg.
Sammen med ”Den syngende maler”
Kort tid inden Tonny stoppede som festmusiker, var han blevet akkompagnatør for Den Syngende Maler, Børge Larsen fra Harndrup, der i mere end i en menneskealder sammen med ”Åge Musiker” havde fortalt om og sunget viser af Sigfred Pedersen, der stammede fra Harndrup.
Sigfred skrev ørehængere som ”Katinka Katinka”, ”Tørresnoren” og ”Med Amor som blind passager”.
Viser som i en årrække hele tiden og igen fik plads i Giro 413 – den gang det program søndag eftermiddag fik familien Danmark til at bænke sig rundt om radioen.
Langtidsholdbare viser
• Sigfreds viser og sange er utroligt populære – i hvert fald hos folk i min generation og de, der er ældre, siger Tonny.
Turnerer med to foredrag
Og det er ikke kun en påstand, men en erfaring.
For den gamle cirkushest er vendt tilbage til arenaen med to foredrag, begge med mange indlagte sange.
Det ene kalder Tonny for ”Alle har en livshistorie”, hvor han tager udgangspunkt i set eget liv og fortæller om oplevelser og skæve personer, han har mødt gennem et langt musikerliv. Den sidste halve timer handler foredraget om Sigfred.
Det andet foredrag handler om ”Visedigteren Sigfred Pedersen og hans tro følgesvend ”Den syngende maler”.
Faktaboks
Tonny Skiøth, Toftelundsvej 3, Tommerup St. Tlf. 23 96 66 74
Mail: tonnyskiøth@gmail.com og Facebook.