Mie Borg begyndte som babysvømmer
Tommerup St.
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
– i dag er hun nærmest uundværlig i klubben
Der var mange gode bud på, hvem der skulle have Du gør en forskel-prisen ved frivilligaftenen i Fyrtårn Tommerup fredag. Valget faldt på Mie Borg, der stort set altid har været aktiv i Tommerup Svømmeklub.
– Jeg havde fået at vide, at jeg skulle melde mig til festen, og at jeg var indstillet til prisen, men det var en kæmpe overraskelse, at jeg fik den, jeg blev glad, meget glad, fortalte Mie Borg fra Tommerup Svømmeklub i minutterne efter, at hun havde været på scenen og modtaget Du gør en forskel-prisen, valgt blandt seks indstillede.
Hun får prisen for 20 års arbejde i klubben, der beskriver hende som ekstremt aktiv og altid med fokus på, at andre får succes. Men faktisk begyndte hendes pardans med Tommerup Svømmeklub langt tidligere – i 1980, da hun gik til babysvømning sammen med sin mormor.
Hen ad vejen blev hun hjælpetræner, så fik hun børn, der naturligvis også skulle med til svømning, og blev træner.
– Det er ligesom, når du holder med et fodboldhold. Tommerup Svømmeklub er min klub, siger Mie Borg, der, efter at børnene er blevet store, har fået endnu bedre tid til sin klub.
“Om det er børnene i bassinet, som skal overskride nogle grænser, eller om det er forældrene på kanten, som skal give slip.
Hun er den, der lige kigger forbi svømmeskoleholdene af sig selv og giver en hånd med, når hun ser et barn, som har svært ved at komme i vandet. Det er som om, Mie bare svinger en tryllestav ud over bassinkanten, og vupti er barnet i vandet, lød det blandt andet i indstillingen.
Udover sit store arbejde i klubben er Mie Borg også landstræner under Parasport Danmark. For 10 år siden overtog hun klubbens konkurrencehold, og har formået både at opbygge et sammenhold mellem svømmerne trods en aldersforskel på 13 år og samtidig opnå flotte resultater.
Da klubben for fem år siden startede et mini- og et voksenhold i vandpolo, sprang Mie Borg, der altid følger Tommerup Vandpolo fra tilskuerrækkerne, til og er stadig deres træner.
Hun tog også for to år siden initiativ til et hold for børn med særlige behov.
Det er altid svømmerne, der bliver hædret for deres præstationer, sådan er det, da svømning er en individuel sport, men man glemmer, at der bagved står en træner, som uge efter uge, år efter år løfter, støtter og udvikler den enkelte og sammenholdet, men som aldrig bliver hædret, lød det i indstillingen. Nu er i hvert fald en af dem blevet hædret.
Årets forening mødte ikke op til hæderen
Borgmesteren forblev alene på scenen, da prisen til Årets Forening skulle udleveres. Ebberup Rideklub var ikke med til festen.
Godt 300 mennesker, der på den ene eller anden vis er en del af frivilligheds-Assens, var til den årlige fest, hvor dels de frivillige, dels idrætsudøvere, der har gjort sig særligt bemærket i årets løb, bliver hædret. Men i hvert fald en forening var ikke repræsenteret.
Havde den ikke fået at vide, at de var indstillet, eller havde ingen fra klubbens bestyrelse mulighed for at være til stede? Svaret svævede i idrætshallen i Fyrtårn Tommerup, hvor festen denne gang fandt sted. Ebberup Rideklub var kåret som årets forening, men ingen kom på scenen for at modtage prisen.
Formand Kenneth Christensen fik først den glade nyhed lørdag morgen ude i byen, fortæller han. Da han selv bor i Faaborg, blev det næstformand Bianca Sørensen, der modtog prisen lørdag formiddag.
– Jeg ville rigtig gerne have været med, men vi har stået midt i, at vi skulle have valgt en ny bestyrelse, og jeg har slet ikke fået at vide, at vi var indstillet, den tidligere formand har ikke sendt noget videre, heller ikke regninger, fortæller Kenneth Kristensen, der indtog formandsposten 28. september.
– Det betyder rigtig meget at have fået prisen, for det siger noget om, at vi gør noget rigtigt og giver lyst til at kæmpe videre, siger han.
Fra nedgang til optur
Ebberup Rideklub får blandt andet prisen for gennem en stribe nye tiltag at have vendt udviklingen fra negativ til positiv.
Kæpheste, sponsorbanko, juleoptog og voksenrining og fynsmesterskab i ridebanespringning er kun nogle af de tiltag, Ebberup Rideklub har grebet til for at komme ud af en krise, der ramte den, da klubbens underviser og berider stoppede og efterlod en klub med meget få opstaldede heste, en trængt økonomi og et medlemstal på under 100.
En trist udvikling er i dag vendt. Klubben har fået en stribe nye sponsorer, der blandt ande har betydet, at den har kunnet købe nye elevponyer, så flere børn har kunnet begynde at gå til ridning, og det er lykkedes at få opfyldt et mangeårigt ønske om fondsstøtte til en ny ridehusbund. En udvikling, klubben naturligivis håber fortsætter, så den i 2025 kan fejres sin 50 års fødselsdag.
Syv foreninger indstillet
Øvrige indstillede foreninger var Frøbjerg Festspil, Verninge Idrætsforening, Haarby Svømmeklub, Vissenbjerg Bred Motorklub, Hørvævsmuseet ved Krengerup og HIF Håndbold.
Hæder til idrætsudøvere
Det var ikke kun de frivillige, der blev hædret fredag aften i Fyrtårn Tommerup. Også idrætsudøvere, der i det forløbne år har vundet fynsmesterskab eller mere, fik en kommunal lykønskning.
Jonathan Cline fra Haarby Svømmeklub fik havde opnået ikke færre end tre fynsmesterskaber i henholdsvis 200 meter fri årgang 2007-08, 200 meter ryg og 100 meter ryg, årgang 1999-2006.
Irena Andersen, Haarby Svømmeklub, blev ligeledes hædret for tre fynsmesterskaber. 50 meter rygsvømning, 200 meter ryg og 100 meter ryg, altsammen for damer op til årgang 1998.
Tommerup Motocross og speedwayklub stillede med fire Fynsmestre.
Patrick Isaksen
i 50 c motocross
Mathias Stigsen,
65 c, klasse C
Nicolaj Meldgaard,
125 c, klasse C og
Rasmus Mortensen,
125 c, klasse A.
Emil Lund Madsen, Kokodan samt tidligere Vestfyns Judo og Selvforsvar, dobbelt jysk/fynsk mester 2023 i Judo U15 og U18.
I Vissenbjerg Bred Motorklub har seks kørt til et Danmarksmesterskab.
Nilas Stjernegaard Olsen
i speedway 85 cc 1. div.
Tino Stjernegaard Olsen
i speedway 85 cc, 1. div.
Niels Bager,
speedway 85 cc, 1. div.
Philip Ekfeldt,
speedway 85 cc, 1. div.
Carlos Gennerich,
speedway 85 cc, 1. div.
Caroline Holmegaard,
speedway 50 cc 1. div.
Emil Duus,
speedway 50 cc, 1. div.
Vissenbjerg Skytteforening
Jan Rosenlund, Fynsmester i 15 m. cal. pistol og Danmarksmester i 25 m standardpistol på landsdelshold.
Benny Jensen,
Fynsmester, 15 m luftpistol
Kennet Andersen,
Danmarksmester, 25 m standardpistol, landsdelshold.
Martin Tyllesen,
Danmarksmester, 25 m standardpistol, landsdelshold.
Malik Lindhardt,
Danmarksmester, 200 m. riffel, landsdelshold.