Medaljeregn over Tommerup Svømmeklub

Tommerup St.

20. februar 2022

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Det blev til 28 medaljer til TSK, da Fynsmesterskabet blev afviklet på hjemmebane

Inden stævnestart sagde formand for Tommerup Svømmeklub (TSK) Britt Kejser Greve til svømmerne, at hun forventede mindst fire medaljer ved Fynsmesterskaberne.

Efter fire heat med TSK-deltagelse var den forventning opfyldt. 

Og det blev til mange flere medaljer til Tommerup-svømmerne. I alt 15 guld-, fem sølv- og syv bronzemedaljer samt en bronzemedalje i holdkamp.

Anne Bruun-Petersen stod alene for fire guldmedaljer. De blev svømmet hjem i 100 m ryg i tiden 1:16.76, 100 m fri (1:06.19) 100 m medley (1:16.01) og 50 m fri (29.16).

Også Karoline Jørgensen, der ellers ikke følte sig mentalt klar inden stævnestart, markerede sig flot efter en lille peptalk fra træner Mie Borg. Hun høstede tre guldmedaljer i henholdsvis 50 og 100 meter butterfly (h.h. 34.66 og 1:20.76) og 50 m rygsvømning (36:50). Dertil en sølvmedalje i 100 m medley (1:20.55).

Guld i den “forkerte” disciplin

Gustav Jørgensen er især til butterfly og var derfor ikke helt tilfreds, da det viste sig, at han var meldt til i 100 meter medley i stedet for 100 meter fly. Det blev alligevel til guld i disciplinen foruden guld i henholdsvis 50 og 200 meter butterfly (h.h. 28.20 og 2:51.05) samt en bronzemedalje i 50 meter fri svømning i tiden 27.20.

Også Jonas Svensmark Jensen meldte sig i medaljerækkerne. Det blev for hans vedkommende til tre guldmedaljer i 50 m fri (25.63), 50 m bryst (34.10) og 100 m fri (57.50). I disciplinen 100 meter medley måtte Jonas Svensmark Jensen træde ud af konkurrencen grundet tyvstart, selv om træneren mente at have filmet bevis for, at det ikke var tilfældet.

Også Emma Christensen kom med på “vinderholdet”. Med tiden 1:33.96 endte guldmedaljen i 100 meter medley om hendes hals.

For Jonas Rose blev guldet lidt af en overraskelse.

 – Han sad lidt væk fra podiet og havde ikke forventet nogen medaljer og surmulede lidt, mens resten af holdet modtog deres, men så lød det i højttaleren, at Jonas Rose havde vundet guld i 50 meter ryg. Det var lige den medalje, han manglede, og nu lykkedes det ham, fortæller Mie Borg i pressemeddelelsen fra klubben.

Øvrige medaljetagere blev:

Freja Trasbo. To sølv og en bronze.

Frederik Christensen. To sølv og en bronze.

Frederik Langebæk. To bronze.

Sofie Langebæk. 1 bronze.

Del denne historie på: