Luller børn i søvn med søvnmeditationer fra lulleby
Barbara og Jeppe Harbo Ilskovs børn havde søvnproblemer. Det fik dem til at lave søvnmeditationer, og nu har de startet firma
Hvad gør småbørnsforældre, når deres barn ikke vil sove.
Nogle synger sig hæse, uden at det hjælper. Andre tager barnet op og trykker det ind til sig, indtil det falder i søvn, men suk ak, når barnet igen ligger i sin seng, gentager showet sig.
Så er der de forældre, der time ud og time ind går rundt i huset med barnet for at få det til at sove.
I den mere vilde ende, er der forældre, som kun kan få barnet til at falde i søvn, når det kører i bil. Så på med flyverdragten og så kører far eller nabolaget tyndt, indtil søvnen overmander lillepus.
Og så er der Barbara og Jeppe Harbo Ilskov i Tommerup St., som afspiller en søvnmeditation.
Den virker. Og ikke kun på deres mellemste barn, den virker også på andre børn, og det er børn, som de er i familie med, eller tilhører deres store netværk.
Selvgjort er velgjort
Ud over at glæde sig over, at søvnmeditationen virker, kan Barbara og Jeppe også sige til hinanden at selvgjort er velgjort.
Det var nemlig søvnproblemer hos deres mellemste barn, at de fik dem til at udvikle søvnmeditationer, hvor de også brugte deres arbejdsmæssige kompetencer.
Han er lyddesigner og musikproducent, og har som sådan bl.a. lavet lyd til ”Far til fire og vikingerne”, hun er musikterapeut og musikpædagogik. Og som de skriver på deres hjemmeside:
– Med udgangspunkt i kendte danske godnatsange har vi, ved brug af musikterapeutiske teknikker, meditation, afspænding og sound design, skabt trygge og rolige lyduniverser, der hjælper dit barn med at falde i søvn.
Og når Barbara og Jeppe skriver det, er det fordi, de har startet egen virksomhed, hvor de producerer søvnmeditationer, som forældre, der har børn med søvnproblemer, kan abonnere på.
Lyduniversets fire
elementer
Lyduniverset, der skal lulle børn i søvn har – selvfølgelig – fået navnet ”lulleby”.
Søvnmeditationerne er bygget op af fire elementer:
1. En godnatsang, der skaber rutine og følelsesregulering.
2. En godnathistorie, som hjælper barnet til at lytte aktivt og skaber ro.
3. Afspænding, der skaber bro fra den aktive lytning til søvnen.
4. Sovemusik, dvs. beroligende musik, som fastholder trygheden.
Gentagelser er guld
Søvnmeditationen virker måske ikke fra aften 1, men det skal nok komme, viser erfaringen, fortæller Barbara og Jeppe. Det er så også helt bevidst, at meditationen skal gentages igen og igen.
– Gentagelse over for børn er guld, for genkendelse giver tryghed, siger Barbara.
– På et tidspunkt når barnet et mætningspunkt, men så kan forældrene vælge en anden søvnmeditation.
Ind til videre har de lavet fem søvnmeditioner, I skovens dybe stille ro: Pjerrot sagde til månen; Den lille Ole med paraplyen: Solen er så rød mor og Rejsen til Lulleby.
Den sidste har de selv lavet, mens de fire første er bygget op om kendte børnesange, og det er helt bevidst.
– Det handler om vores kulturarv, som det er vigtigt at have med sig i livet. Det gælder også sproget, så vi ændrer ikke på gammeldags ord. Det er godt med lidt finurlige ord, siger Barbara.