Kvinderne i Tommerup Vandpolo røg helt til tops
Tommerup St.
– Tommerup Vandpolo har igen haft et godt år, hvor vi har bevist vores uovervindelighed på vandpolobanen og cementeret vores position som en af Danmarks førende klubber.
Dameholdet har hævet sig over enhver udfordring og kan stolt kalde sig danske mestre efter en lang sæson, der var præget af turbulens. Holdet imponerede alle ved at gå ubesejret gennem hele sæsonen og sikre sig guldet. Dets dedikation og talent har været afgørende for successen, og det har vist, at det er et hold, der kan vinde under alle omstændigheder.
Derudover tog det også pokalmesterskabet, hvilket fuldender sæsonen og giver holdet en fortjent plads i historiebøgerne, konkluderer cheftræner Karl-Emil Greve i en pressemeddelse, hvor han ser tilbage på den forgangne sæson.
På herresiden var det et hjertegribende nederlag i den forlængede spilletid og 12 intense straffekast, der forhindrede Tommerup Vandpolos herrehold i at nå finalen ved det danske mesterskab. Dog formåede holdet at rejse sig efter denne skuffelse og tilkæmpe sig en velfortjent bronzemedalje. Spillernes dedikation og kampånd var tydelig i hver eneste kamp, og selvom det ikke blev til guld i år, har holdet bevist evner og konkurrenceevne på højt niveau.
Tommerup Vandpolos ungdomshold har været tæt på succes flere gange i løbet af året. De unge talenter har vist stor vilje og kampgejst, og selvom sejrene måske ikke er kommet endnu, er det tydeligt, at klubben har et stærkt talentgrundlag.
– Vores fokus ligger ikke kun på at opbygge en vinderkultur, men også på at skabe et sjovt og inkluderende miljø, hvor vandpolo kan spilles med glæde, og hvor livslange venskaber kan opstå. Det er dog afgørende for klubben at skabe et solidt fundament, der kan sikre fremtidig succes på senior niveau. Der skal derfor være endnu mere fokus på vores ungdomsafdeling de kommende år, siger Karl-Emil Greve.
Han sender på Tommerup Vandpolos vegne i øvrigt en tak til spillere, trænere, ledere og alle, der har været involveret i klubbens succesfulde sæson.
– Deres dedikation, hårde arbejde og engagement har været afgørende for de fantastiske resultater.
Klubben ser nu frem til næste sæson med fornyet optimisme og fortsætter med at stræbe efter at være blandt landets bedste inden for vandpolo, fastslår han.