Julens små kunstnere har været igang igen
Tommerup St.
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
December betyder også en ny udstilling i brugens vinduer ud mod Tallerupvej. Igen i år har gruppen af Aktive Kunder samarbejdet med dagplejernes legestue på Stenløkkevej, børnehaverne Himmelrummet og Kilden samt fire klasser i Tallerupskolens indskoling om udsmykning over temaet jul.
Det har blandt andet fået nogle rumnisse-lignende væsener omgivet af stjerner og planeter over en skov af grantræer til at finde vej til udstillingen sammen med mere traditionelle gengivelser af nisser, rensdyr og pyntede juletræer, og der er collager med udgangspunkt i julesange som “Juletræet med sin pynt” og “På loftet sidder nissen…” Tag selv forbi og kig.
Selv har de Aktive Kunder bidraget med grantræer langs muren. I år uden lys ifølge en af de Aktive Kunder, Orla Andersen, “for at vise samfundssind og spare på strømmen”, til gengæld sørger sneen i disse dage for, at de alligevel lyser op i vintermørket.