Investor: – Det er en udfordring at finde nogen til at drive friplejehjem
Tommerup St.
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Planerne om et friplejehjem i Tommerup St. lever stadig, lige nu venter investorerne på at få lov til at udvide antallet af pladser.
Hov, er de nu så småt ved at realisere planerne om et friplejehjem på savværksgrunden i Tommerup St.?
På det seneste har der været gang i nedrivningen af flere af de tilbageværende bygninger på grunden og der er stukket pinde i jorden her og der. Det kunne se ud som om, et byggeri er undervejs.
Planerne lever i bedste velgående bekræfter Martin Bundgaard, en af investorerne bag friplejehjemet.
Det er dog ikke sådan, at de står lige foran at skulle stikke spaden i jorden.
Hen ad vejen har der været meldinger om, at projektet ville stå færdigt i foråret 2021, da det ikke blev til noget, hed det siden foråret 2022 og så 2023.
Der er ikke tvivl om at der er brug for plejehjemspladserne, ikke mindst når man ser på den demografiske udvikling, men projektet er stødt på andre udfordringer undervejs, fortæller Martin Bundgaard.
For småt
Blandt andet har det været en udfordring af finde en operatør, der vil påtage sig opgaven at drive plejehjemmet.
– Operatørerne har svært ved at få økonomi i det, fordi døgntaksten (det beløb kommunen betaler pr plejehjemsplads red.) ikke er særlig høj, og den er især meget lav i Assens Kommune. Skal operatørerne have interesse i det, skal det være større, siger Martin Bundgaard.
Derfor har investorerne nu ansøgt om lov til inden for lokalplanen at opføre 60 plejeboliger i stedet for de 48, projektet hidtil har bygget på.
Af andre faktorer, der har modarbejdet projektet nævner Martin Bundgaard Covid-epidemien, som sendte udgifterne i vejret.
Blandt andet højere renter er en årsag til, at investorerne derfor alene koncentrerer sig om projektet i Tommerup nu, hvor det i begyndelsen var planen at gå videre til flere andre byer efterfølgende.
– Smukt koncept
Ud over de 48 eller 60 plejeboliger hører også 50 seniorboliger med til projektet, og tanken er, at beboerne i seniorboligerne skal kunne bruge nogle af faciliteterne på plejehjemmet. De vil for eksempel kunne købe et måltid mad der og deltage i aktiviteter. Men der ligger også mere i det.
– Vi synes selv, det er et smukt koncept, vi har udviklet. Det er specialudviklet til demente på den måde, at et par kan flytte sammen til Tommerup, den ene ægtefælle kan så få en seniorbolig og den anden en plejehjemsplads, og de vil fortsat kunne se hinanden hver dag, forklarer Martin Bundgaard.
I jorden næste forår?
Skal han givet et bud på, hvornår det første spadestik til det nye friplejehjem tages, er svaret nok engang – næste forår.
– Ambitionen er stadig at bygge, vi ved endnu ikke, hvornår vi får tilladelsen til at udvide til 60 pladser, men jeg bliver meget skuffet, hvis ikke vi har en operatøraftale inden efteråret og kommer i jorden næste forår, siger Martin Bundgaard og tilføjer, at han gerne vil rose Assens Kommune for viljen til at samarbejde om projektet.