I demenscaféen møder Lilli og Birger ligesindede at hygge sig og dele erfaringer med
Tommerup St.
Af Lise Wolf – lisewolf@folkebladet.net
Små demenscaféer er ved at skyde op i Assens Kommune. I Tommerup mangler de stadig frivillige.
Hver torsdag formiddag sætte Birger Tangaa Nielsen og Lilli Kvist Andersen kursen mod Aarup. De skal i demenscafé, og det er mindst lige så vigtigt for Birger som for Lilli at komme af sted.
Det er tre-fire år siden, Lilli Kvist Andersen fik sin demens-diagnose.
– Jeg troede, det var stress, og at jeg skulle tilbage på arbejde på et tidspunkt, men det var det så lige pludselig ikke, konstaterer hun. I stedet for at vende tilbage til jobbet som sekretariatsleder på Abildgårdskolen i Odense, måtte hun gå på efterløn. Birger er pensionist og sammen har de travlt med at nå så meget som muligt, mens Lilli stadig kan.
Caféen på Birkely i Aarup om tirsdagen er en af de ting, de nødig vil gå glip af.
Her går snakken på kryds og tværs over kaffe og rundstykker, og efter en gang fællessang deler deltagerne sig gerne i to grupper. De pårørende trækker sig ind i et andet lokale, mens de demente går tur, spiller spil eller laver gymnastik.
Som en familie
– Jeg går næsten altid tur. Ja, jeg kender efterhånden Aarup bedre end min egen by, siger Lilli Kvist Andersen.
De pårørende lytter og lærer om hinandens erfaringer med sygdommen.
– Vi snakker en del om sygdomsforløbet. Der er næsten altid nogle, der har en nedtur, og brug for at komme af med noget, og nogle gange er der oplæg om ny forskning om demens, fortæller Birger Tangaa Nielsen.
– Caféen er som en familie ved siden af. Man skal ikke starte forfra hver gang, siger Lilli, der nødig ville undvære den ugentlige tur, men også synes, det kan være hårdt, når nogle er nået længere i forløbet end hun er med sin sygdom.
Brug for flere frivillige
Folkebladet møder Lilli Kvist Andersen, Birger Tangaa Nielsen, Birgit Drud og Iris Hansen i Det grønne Røde Kors hus i Tommerup St.
Her håber de to sidtnævnte at kunne samle frivillige nok til, at der også kan åbnes en demenscafé for demente og deres pårørende i Tommerup- og vissenbjerg-området.
Birgit Brud er igangsætter af caféen, med erfaring fra et professionelt liv som leder inden for ældrepleje og fra demenscafeen i Flemløse, mens Iris Hansen er den ene af to, der foreløbig har meldt sig som frivillige.
– Vi vil meget gerne være mange flere. Vi kommer til at dække Brylle, Verninge, Tommerup, Vissenbjerg og alt derimellem, men det er underordnet, hvor man kommer fra, siger Birgit Drud.
Så snart, der er frivillige nok, er caféen klar til start, og hun håber, det bliver midt i februar.
I Tommerup kommer caféen til at være åben hveranden torsdag.
Iris Hansen siger, at hun ganske enkelt gerne vil gøre noget for andre, derfor har hun meldt sig som frivillig.
Kendskab til demens er ikke et krav
– Jeg er uddannet social- og sundhedshjælper og gik på efterløn for et par år siden. Med det samme jeg så annoncen, vidste jeg, at det her var lige mig, siger hun, der også har haft demens tæt inde på livet med en mor, der havde alzheimers.
Det er ikke nogen forudsætning for at blive frivillig, at man har professionel erfaring eller på anden måde kendskab til demens, understreger Birgit Brud.
– Demenskonsulenterne i Assens Kommune støtter os og kommer gerne ud. Røde Kors har også kurset “Dus med demens”, som afholdes lokalt eller et andet sted, eventuelt i samarbejde med flere af de andre caféer, og som frivillige bruger vi altid tid til en snak efter caféen om, hvordan det er gået, siger hun.