Hos Kurt ”Kubik” må kærligheden ikke ruste

Tommerup St.

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Tre Express knallerter af ældre model står linet op i Kurt ”Kubiks” værksted, men det er nu ikke til at se på lakken, for den kan man spejle sig i, at knallerterne har mere end 60 år på bagen. 

Det kan måske oven i købet også diskuteres om knallerterne virkelig er så gamle, for Kurt ”Kubik” har i sin tid købt dem i rusten og på anden vis forfalden stand, for så at reparere, det der kunne repareres, og udskifte de dele, som var til skrot. Men knallerterne ser fabriksnye ud og kører lige så stabilt og sikkert, som dengang i 1950’erne og 1960’erne, hvor de fleste drenge drømte om at udskifte cyklen med en knallert, så snart de var gamle nok til det, eller som Kurt ”Kubik”, der foretog de første prøvekørsler som 14-årig eller måske allerede, da han var 13.  Men om han så kun havde været 11, er færdselslovsovertrædelsen for længst forældede. 

At knallerterne er køreklare, demonstrerer Kurt ”Kubik” flere gange om året, når Fyns Veteranknallert Klub har fælleskøreture på programmet. 

Som regel tager kæresten Asta Kirkegaard også med. 

– Så vælger hun den bedste, den med 3 gear, siger Kurt, som så må nøjes med en 2-gears-model. 

Til sommer vil han ud at køre på den Express, som han kørte på som den første dengang han var de her 13-14 år, og ikke 16, som ellers var aldersgrænsen. 

– Det er en Express fra 1957, som først min storebror kørte på, så mig og bagefter min lillebror. Han malede den grøn – og da jeg så det, tænkte jeg, at nu måtte jeg have knallerten tilbage. 

Det fik Kurt, og han fik den også fixet, så knallerten blev så god som ny og kunne præsenteres på scenen i Brylle Forsamlingshus, da Kurt i 2005 fejrede sit 25-års jubilæum som automekaniker. Når den kom på scenen, skyldtes det et væddemål, om han blev færdig med renoveringen til jubilæet. 

Siden har knallerten fået plads i entreen i hans villa på Bannervej.

– De fleste benytter alligevel ikke fordøren, for der ligger så meget og fylder op i entreen, siger Kurt med et lille smil. 

Og så står Expressen også lunt og godt, og det er fint, da den, som Kurt engang har sagt, skal med ham i graven, når det ellers bliver tid for det. 

Del denne historie på: