Det myldrer – ind i mellem – med lærere og skoleelever på pladsen bag Tallerupskolen og ud mod Torvegade. Personbiler, varebiler og entreprenørmaskiner kører frem og tilbage på Torvegade, for der bygges hus og graves op, så jo for tiden sker der meget i den del af Tommerup St. 

Det kan Frede Elmshøj Christensen konstatere fra sin terrasse på Torvegade 1, når der ellers er vejr til at opholde sig på terrassen. Er der ikke det, tager han ofte en tur på Mindernes Boulevard, for han er glad for at se film fra familiebegivenheder, og dem har der unægtelig været nogle stykker af i Fredes liv. 

Frede nøjes nu ikke med at observere livet fra sin lejlighed, som han har boet i siden 2018, dengang det tidligere supermarked blev bygget om til lejligheder. 

Skovtur på Mini Crosser

Frede sætter sig nemlig ofte op på sin Mini Crosser, som han anskaffede sig for 3-4 år siden, da han stoppede med at køre bil. Det gør han, når han skal købe mælk, pølse, kartofler og andre dagligvarer, eller når han kører rundt i byen for at følge med i bylivet. 

– Han kører også ud i skoven, selv om jeg har sagt, han ikke må. For tænk, hvis han væltede der ude i skoven …men far gør, hvad der passer ham, konstaterer datteren Inge Thorup. 

Hun sidder med ved bordet, hvor der er dækket op med kaffe og fastelavnsboller, den eftermiddag Folkebladet besøgte Frede i hans hjem.

Frede hører nemlig ikke så godt længere, og det kniber i øvrigt også med synet. 

Det er derfor han for et par år siden holdt op med at spille bridge.

– Jeg troede, jeg havde otte hjerter på hånden og meldte ud fra det. Men de fire var ruder, så uha, hvor vi tabte, siger Frede med et af dagens mange smil. 

Fik covid-19 på 100 årsdagen

Den 25. januar runder Frede 102 år og håber ikke, det går, som da han blev 100, for i løbet af den dag blev han sløj – og det viste sig, at han havde fået covid-19.

– Hvordan pokker, jeg var blevet smittet med det, fatter jeg ikke. Men det blev nu alligevel en god dag, husker Frede, som fik besøg af borgmesteren og sin nærmeste familie.  Han fik også en hilsen fra dronningen. En et brev, som han lod indramme, og som i dag har fået plads på en reol i stuen. 

Boede midt i en skov

Frede har også flere fotos, som fortæller historie.  Et af dem om fødehjemmet, en gård midt inde i Vejle Skov ved Vejle-Allested. 

– Mine forældre drev gården med hjælp fra en fodermester, en bestyrer, to karle, to piger og to daglejere, husker Frede. 

Desuden åbnede forældrene gården for piger anbragt på Sprogø, der som led i udslusningen kom i kontrolleret familiepleje. 

Døden høstede

Frede hjalp også til i hjemmet – ikke mindst i skoven. Og det fysiske arbejde sagde ham egentlig mere end at gå i skole. 

Døden høstede to gange i Fredes barndom. Faderen døde i 1927, da Frede var fem år. Og nogle år senere døde storebroren Hans af en blindtarmsbetændelse. 

Til Langeland i 1940

18 år gammel fik Frede arbejde som karl på Steensgård Gods på Nordlangeland. 

– Der var 14 spand heste, køer, grise, ja alle dyr, og vi gjorde det også i frøavl. I alt var der 800 tønder land at passe, husker Frede. 

Det var i 1940, at han kom til Steensgaard, og 1940 var året, da Tyskland besatte Danmark. 

– Vi kunne se de tyske krigsskibe passere Langeland – og jeg havde ikke tidligere set så store skibe, husker Frede.

Det var ikke alverden, at Frede og folk på Langeland så til besættelsesmagten. 

– Jeg blev engang standet af en tysk patrulje, da jeg kom kørende på min cykel. ”Halt” skreg de, og jeg fik stukket et gevær ind i maven. Jeg måtte ikke køre med lys på cyklen. Men jeg tror nu, det var fordi englænderne lige havde foretaget en nedkastning fra luften, at patruljen var på færde, siger Frede. 

Under besættelsen var der spærretid, som lagde begrænsninger på aktiviteterne. 

– Jeg spillede masser af bridge om aftenerne, for der var ikke så meget andet at foretage sig, husker Frede.

I de følgende år arbejdede han på flere gårde i sommerhalvåret, for om vinteren at give en hånd med i skoven derhjemme i Vejle Allested. 

Til Holland og England

Efter krigen fik eventyrlysten Frede til at besøge Holland. 

– Det var en 10 dage lang tur, som kostede 600 kroner, mindes Frede. 

I 1946 så han i en annonce, at man i Sydengland søgte efter høstfolk. 

– Det gjorde man, fordi mange unge bønderkarle gjorde tjeneste som soldater i Østen. Sammen med vel 40 andre fra forskellige lande, blev jeg indkvarteret på en stor herregård. Vi fik om morgenen en stor madpakke med os, og ved middagstid fik vi serveret te, som kom i spandevis, siger Frede. 

På et tidspunkt overvejede Frede at flytte til Canada, men det blev aldrig til noget. 

– Man kan have så mange skøre ideer, som ung, siger Frede. 

Købte gård i Dyrehøj

Fotoet af gården i Dyrehøj, som han og hustruen Dagny købte i 1949 for 35.000 kroner, har også fået vægplads.

Dagny og Frede havde kendt hinanden i mange år, første som venner, inden de slog pjalterne sammen i 1948. Snart fik ægteparret en datter, Birgitte, og tre år senere i 1955 fik hun en lillesøster, Inge.  

Omkring 1960 købte Dagny og Frede nabogården, som var af nogenlunde samme størrelse, dvs. 25 tønder land, således at de nu skulle passe en gård på knap 50 tønder land eller ca. 25 hektar.

I begyndelsen drev de en klassisk bondegård med høns, gæs, heste, køer og svin. 

Omkring 1957-58 lettedes det daglige slid, da hestene blev skiftet ud med en grå  Massey Ferguson. 

Trafikulykke

I 1968 – den 2. september – var det nær gået gruelig galt for den lille familie, for den dag blev Dagny kørt ned af en bil og lå med gips i på sygehuset i tre måneder. Men Dagny kom sig og fik senere arbejde hos Borring Plast, som dengang lå tæt ved Dyrehøj. Senere fik hun også arbejde som rengøringsassistent, inden parret i 1989 solgte gården. 

– Vi havde inden da solgt dyrene fra for ikke at skulle være så afhængige af dem, for vi ville gerne kunne besøge vores døtre, som boede i Sønderborg og Aalborg, fortæller Frede. 

Frede og Dagny var ikke de eneste bønder, som lagde jord til og solgte dyr fra. For udviklingen gik i retning af større enheder og specialisering. 

– I 1989 var vi kommet dertil, at vi enten skulle udvide gården eller sælge den. Dagny sagde, ”vi sælger”, og det gjorde vi så. Hun gik på efterløn og jeg på pension. Vi købte siden et hus på Teglbakken i Tommerup St., fortæller Frede.

Aktiv pensionist

Han blev boende på Teglbakken efter, at Dagny døde i 2004 – og fortsatte sit udadvendte liv.  Han gik til gymnastik og spillede volleyball, indtil coronaen satte en stopper for det. Han spilledede – som nævnt – også bridge, og så gik han længe til madlavning i Rådhuskælderen. 

Faren vandt OL-sølv i 1912

Det aktive liv har Frede ikke fra fremmede, for det gjaldt om nogen faren Søren Peter Christensen, der udover at passe gården og skovdriften, også var sognerådsformand og ivrig gymnast. Ja, i sine unge år blev han udtaget til Sommer OL i Stockholm i 1912 og kom hjem med en sølvmedalje. 

Frede sørger selv for indkøb, madlavning og vask af tøj. Hver tredje uge får han gjort rent af Hjemmeplejen, som dog også besøger ham hver dag. 

– Det er kun for at se om, jeg fortsat er i live, siger Frede med et lille smil.